30 får døde: Formentlig det værste ulveangreb!

Arkivfoto

30 får er døde nær Skive efter det, der formentlig er et ulveangreb – og i givet fald det værste ulveangreb i Danmark i nyere tid.

“Der var fuldstændig kaos derude. De var spredt over alt. Der var døde dyr, og der var skambidte dyr. Det var frygteligt. Det var afmagt,” siger landmanden Cato Barslund til tvmidtvest.dk

Halvdelen af fårene levede ganske vist, da Cato Barslund nåede frem.

“Men de var så medtagede, at vi aflivede dem med det samme. Struben var ædt over, og lårene var flænset op. Det var et frygteligt syn,” siger han.

En vildtkonsulent siger til tv-stationen, at meget tyder på, at der er tale om et ulveangreb.

Dette skal DNA-prøver afgøre.