25-årig sigtet som den første: Var i besiddelse af børnesexdukke

Foto: Vestegnens Politi

En 25-årig mand er som den første blevet sigtet for at besidde en børnesexdukke. Det sker efter, at børnesexdukker blev kriminaliseret den 1. marts i år.

Det skriver Vestegnens Politi i en pressemeddelelse tirsdag.

Det var i forbindelse med en helt anden sag, at politiet fandt dukke-underlivet hos den 25-årige mistænkte gerningsmand.

Politiet var ved at efterforske en sexkrænkelsessag, hvor blandt andet en 14-årig pige blev forsøgt afpresset til at sende intime fotos af sig selv, da efterforskerne beslaglagde dukke-underlivet.

Det beslaglagte dukke-underliv var fremstillet til et seksuelt formål og var udformet som en del af et barns krop, vurderede efterforskerne.

Ny lov trådte i kraft den 1. marts

Den 1. marts i år trådte en ny bestemmelse i kraft, som betyder, at de der besidder en dukke, der fremstår som et barn, og som er konstrueret til et seksuelt formål, straffes med bøde eller fængsel i indtil et år efter Straffelovens § 235a.

– Vi mener, at børnedukke-underlivet er omfattet af den nye børnesexdukke-bestemmelse, og derfor har vi beslaglagt den og rejst sigtelse mod ejeren, siger politikommissær Tue Lauenblad, som er leder af efterforskningsafdelingen for kriminalitet i nære relationer ved Københavns Vestegns Politi.

Dukke-underlivet blev beslaglagt i april, og da efterforskningen stadig er i gang, kan politikommissæren ikke komme ind på flere detaljer i sagen.

Det er nu op til anklagemyndigheden at vurdere, om der kan rejses tiltale efter den nye bestemmelse.

Den 25-årige har endnu ikke taget stilling til sigtelsen.