Retten i Hillerød har besluttet af løslade den 24-årige mand, der blev anholdt efter en dødsulykke, hvor tre personer mistede livet herunder et forældrepar til to mindreårige børn
Onsdag formiddag løslades en 24-årig mand, der ellers havde siddet varetægtsfængslet for sin rolle i den dødsulykke, der tidligt om morgenen den 6. juli kostede tre personer livet.
Det fortæller dommer ved Retten i Hillerød Lene Faursby Ahlers under et retsmøde.
“Under henvisning til de objektive målinger, vi har, er der ikke en særligt bestyrket mistanke, så jeg kommer frem til, at sigtede skal løslades,” siger dommeren ifølge Ritzau, som har været til stede ved onsdagens retsmøde.
Da hun læser afgørelsen op, rejser to mænd sig op i retssalen og bander højlydt. De bliver efterfølgende bedt om at forlade retten, beretter mediet.
Anklager ved Nordsjællands Politi Dersim Bicen havde ellers forlangt, at den 24-årige sigtedes varetægtsfængsling skulle forlænges i fire uger, men det valgte retten altså ikke at imødekomme.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Den 24-årige mand er sigtet for medvirken til uagtsomt manddrab og for at have undladt at hjælpe nødlidende personer efter frontalulykken den 6. juli.
Den skete, da en 33-årig mand i sin BMW kom over i modsatte vejbane og påkørte et forældrepar og to børn.
Den 33-årig mand afgik sammen med forældrene ved døden. De to børn på 10 og 14 år blev i al hast bragt på hospitalet i livsfare, hvor de blev lagt i koma.
Den 24-årige nu løsladte mand blev anholdt og sigtet, fordi Nordsjællands Politi mener, at han op til sammenstødet sammen med sin 33-årige ven kørte ræs i hver deres BMW.
Den 24-årige nægter at have kørt hasarderet, men han fortæller, at ham og hans ven havde været i byen i København op til sammenstødet.