19-årig fløjet på Rigshospitalet: 26-årig tiltalt for forsøg på mordbrand

En 26-årig mand er blevet tiltalt for forsøg på mordbrand i forbindelse med en brand på et kollegieværelse på Campus Djursland på Ydesvej i Grenå i marts i år.

Det skriver Ritzaus Bureau, som har fået aktindsigt i sagen.

Ved branden blev en 19-årig mand hårdt kvæstet, men han blev fløjet med helikopter til Rigshospitalet i København, og han endte med at slippe fra brand-attentatet med livet i behold.

LÆS OGSÅ: Voldsom brand: ‘En person er blevet båret ud i folie til ambulancen’

Tre kvinder og en dengang 25-årig mand blev efterfølgende anholdt. Den 25-årige mand er siden blevet 26 år, og han er altså nu tiltalt for forsøg på mordbrand.

Han risikerer op til fire års fængsel, hvis han kendes skyldig i forsøg på mordbrand.

Er retten uenig i, at branden var et drabsforsøg, har anklagemyndigheden subsidiært rejst tiltale efter straffelovens paragraf 180, der handler om brandstiftelse.

Den betegnes som den alvorligste paragraf i straffeloven om brandstiftelse.

LÆS OGSÅ: Brandstiftelse på skolehjem: Sådan ser der ud nu

Ud over branden skal den 26-årige også have forsøgt at stikke en kvinde i halsen med en saks samme aften. Det mislykkedes.

I anklageskriftet kan man også læse, at anklagemyndigheden mener, at forbrydelserne helt eller delvist har baggrund i andres etnicitet, tro, handicap, seksuelle orientering eller lignende.

Det skal ifølge anklagemyndigheden betyde en skærpelse af en eventuel straf.