16-årig delte manipuleret nøgenbillede: Dømt for børneporno

En 16-årig dreng blev onsdag idømt 20 dages betinget fængsel efter at have delt manipulerede nøgenbilleder på nettet.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

I april 2021 uploadede den 15-årige et konfirmationsbillede af en pige fra sin klasse til en hjemmeside, der udstyrede pigen med en fiktiv nøgen krop.

Via platformen Discord blev billedet delt med flere personer, som i forvejen kendte pigen.

Udover det manipulerede konfirmationsbillede delte han ligeledes et gruppebillede af fire andre piger fra klassen, der var blevet manipuleret på samme vis af en anden person.

I Retten i Holbæk blev den 15-årige dreng dømt for både blufærdighedskrænkelse samt for at besidde og videregive børnepornografisk materiale.

“Det er en sag, der viser, at de unge meget nemt kan komme galt afsted, når de færdes på nettet. Teknologien giver mange nye muligheder, men det er samtidigt også blevet meget nemt at krænke andre, hvis man ikke tænker sig om”, siger anklager Magnus Mølholm fra Midt- og Vestsjællands Politi. 

Sagen er afgjort efter de regler på området, der var gældende sidste år. Straffeloven blev pr. 1. april i år ændret, således at utilbørlig manipulation og dermed ændring af en persons fremtoning på billeder er gjort selvstændigt strafbart.