Populær Tesla-model dumper med et brag

Tesla Model 3
Illustrationsfoto.

Næsten hver fjerde Tesla Model 3 årgang 2020 dumpede til periodisk bilsyn i 2024. Den populære model har især fejl på bremser, lygter, hjul og styretøj, viser synsdata.

FDM Test & Bilsyn har bearbejdet en række synsdata fra 2024. I år skal 62.000 elbiler skal til syn.

Elbilernes salgskurve er de seneste år gået stejlt opad. Mere end hver anden solgte nye bil er nu en elbil. Det mærker man nu også ude i landets synshaller. Her er elbiler ikke længere et særsyn. Lige Godt 28.000 elbiler var i de første 11 måneder af 2024 til periodisk syn.

Det skriver FDM i en pressemeddelelse.

Det er ikke alle biler, der klarer sig lige godt. Særligt én Tesla-model dumper fuldstændig.

Tesla Model 3 er en af Danskernes yndlings-elbiler. Der er over 35.000 af dem på de danske veje.

Den blev først lanceret i 2019. Dermed har den første store årgang været til sit første periodiske bilsyn i det forgangne år. Det er ikke gået godt.

Forfærdelige tal for modellen

‘Det er en rasende høj dumpeprocent for Tesla Model 3, som Færdselsstyrelsens synsdata afslører, men det er desværre ikke noget, som overrasker os. Tallene indikerer, at kvaliteten og holdbarheden af Tesla Model 3, i hvert fald de første årgange, ikke er på niveau med andre bilmærker. Det er noget, vi også oplever, og som vi holder øje med,’ siger områdechef i FDMs tekniske rådgivning Lone Otto i pressemeddelelsen.

Af de 4.668 Tesla Model 3 årgang 2020, som mellem 1. januar og 21. november sidste år var til syn, dumpede de 1.051. Det svarer til 23 procent. Til sammenligning beskriver FDM, at ’kun’ 9 procent af de øvrige elbiler, der var til syn i 2024, dumpede. De henviser til tal fra Færdselsstyrelsen, som FDM Test & Bilsyn har analyseret.

Tesla med mere end hver 3. af alle fejl

I alt blev der fundet 1.392 fejl på de Tesla Model 3 årgang 2020, svarende til 0,3 fejl pr. synet model. Dermed blev der fundet tre gange så mange fejl i forhold til de øvrige elbiler, som blev synet sidste år, skriver FDM og fortsætter:

Det er særligt fejlgrupperne “bremseudstyr“, “lygteudstyr“, “aksler, hjul og dæk“ samt “styretøj“, som bilerne dumper på. Noget man i FDMs tekniske rådgivning kan nikke genkendende til.

‘Elbiler bremser på en anden måde, og derfor er problemer med bremserne velkendt. Men det er kritisk, at problemer med hjulophæng og ratslør er så udtalt på en bil, der ikke er ældre end Tesla Model 3. Det ser vi ikke på andre biler. Det samme gælder Teslas overrepræsentation af fejl på lygter, som ofte enten er løse, eller som blænder,’ siger Lone Otto i pressemeddelelsen.

Influenza eksploderer i Danmark, og der er mange indlagte.