Mens op mod 18.000 shiamuslimer fredag samles til det årlige Ashura-optog gennem Københavns gader, går B.T.s debatredaktør Joachim B. Olsen nu til angreb på arrangementet.
Han mener, at religiøse optog som dette slet ikke bør have plads i Danmark.
Tusindvis af sortklædte deltagere bevæger sig fredag gennem Nørrebro for at markere Ashura, den vigtigste sørgedag i shiaislam, som mindes profeten Muhammeds barnebarn Hussein ibn Alis død ved slaget ved Karbala i år 680.
(Artiklen fortsætter under billederne)


Det skriver B.T.
Optoget er efterhånden blevet en fast tradition i København, og arrangørerne forventer i år op mod 18.000 deltagere.
Men den store march møder nu skarp kritik fra B.T.s debatredaktør Joachim B. Olsen.
I fredagens udgave af podcasten Borgerlig Tabloid diskuterer han optoget med Venstres nye udlændingeordfører, Morten Dahlin, som kalder arrangementet “ret udansk” og et udtryk for en dominanskultur.
Alligevel ønsker Dahlin ikke et forbud.
Han mener, at et forbud mod demonstrationer vil være et skridt for langt, selv om han ikke bryder sig om optoget.
Det burde være forbudt
Den holdning deler Joachim B. Olsen ikke.
“Jeg synes, det burde være forbudt,” siger han i podcasten.
Ifølge debatredaktøren handler arrangementet ikke om en traditionel demonstration, men om et religiøst optog, som efter hans opfattelse sender et signal, der ikke harmonerer med danske værdier.
Kritikken bliver yderligere skærpet af oplysningerne på arrangementets Facebook-side, hvor det fremgår, at optoget er kønsopdelt, og at kvinder går bag mændene.
Netop det mener Joachim B. Olsen understøtter hans kritik af arrangementet.
Han argumenterer samtidig for, at hvis Danmark ønsker at fastholde sine værdier og modvirke parallelle normer, er det nødvendigt at begrænse den slags religiøse manifestationer i det offentlige rum.
“Jeg synes ikke, at det har noget med en demonstration at gøre. Det er et religiøst optog – og dominansadfærd,” siger han.
Det årlige Ashura-optog begyndte fredag klokken 14 ved Dronning Louises Bro og bevæger sig gennem Nørrebro med flere tusinde deltagere.
Arrangementet afvikles hvert år for at markere en af shiaislams vigtigste religiøse mindedage.
Herunder kan du se flere billede fra optoget, hvor der også kan ses en moddemonstration, som havde stillet sig op ved Runddelen på Nørrebro:




