En voldsom video florerer lige nu på de sociale medier, hvor man ser en person i flugt fra politiet langs veje og stier. Flugten ender med, at politiet går voldsomt til manden. Se videoen her
En video florerer på sociale medier af en betjent, der kommer løbende og sparker. Ifølge Ekstra Bladet bliver en mand, der ligger ned på jorden, sparket af politimanden.
Episoden er meldt til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), oplyser vagtchef Morten Hansen fra Østjyllands Politi til Ritzau.
– Vi er bekendt med, at der florerer den her video, og derfor har vi også underrettet DUP, siger han.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det er søndag formiddag, at Politiklagemyndigheden har fået anmeldelsen om episoden, oplyser vagtchefen. Han bekræfter, at det omhandler en episode på Herredsvej i Aarhus lørdag aften, og at politiet var på stedet i forbindelse med en anholdelse.
Da sagen er blevet overdraget til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, ønsker vagtchefen ikke at sige yderligere.
Derfor er det uvist, om politiet var rykket ud til stedet på baggrund af en anmeldelse, hvad der i øvrigt gik forud for anmeldelsen, og om nogen er kommet til skade i forbindelse med en anholdelse i politikredsen lørdag.
Vagtchefen vil heller ikke sige, om nogen personer i politiet er blevet hjemsendt eller lignende som følge af det, der kan ses på videoen.
Manden, der ifølge Ekstra Bladet er offer i sagen, løb ifølge mediet væk fra politiet, men ender med at bliver indhentet af en betjent, der beordrer ham til at lægge sig ned.
Den ordre følger han, og da han er ved at lægge sig ned, kommer en politihund ifølge Ekstra Bladet over til ham, men gør ham ikke noget. Derefter kommer hundeføreren løbende og sparker manden, skriver Ekstra Bladet.
Mediet skriver, at manden på jorden bliver sparket i hovedregionen med stor kraft.
Det har ikke været muligt for Ritzau at efterprøve oplysningerne om hændelsesforløbet.
Østjyllands Politi henviser til DUP, der undersøger sagen, men det er ikke muligt at rette spørgsmålene til Politiklagemyndigheden i weekenden. Det skyldes, at DUP alene har åbent for telefonerne i tidsrum i løbet af hverdagene.
/ritzau/


