Der blev både brugt helikopter og hundepatruljer i en mere end ni timer lang politiaktion, hvor man ledte efter en forsvundet mand. Tidligt tirsdag morgen kunne politiet melde ud, at aktionen nu var afsluttet.
‘Politiet leder med hunde og helikopter i midtbyen.’
Sådan skrev politiet mandag aften på det sociale medie X. En omfattende politiaktion i en forsvindingssag var sat i værk.
Der var sat massive ressourcer ind i jagten på at finde den savnede mand, der både er dårligt gående og var let påklædt.
Særligt grundet det kolde vejr, var aktionen en kamp mod tiden.
(Artiklen fortsætter under billedet)

“Det var noget af et mysterium,” siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Lars Even til B.T. om den langvarige aktion, der pågik i Vinderup, der ligger mellem Struer og Skive.
Mindre mystisk blev det ikke af, at det efterlyste mand flere gange i løbet af natten trykkede på en falde-alarm, som han havde på sig.
“Alarmen virker kun inden for en radius af omkring 200 meter af hans lejlighed, så vi vidste, han måtte være i nærheden, men vi kunne simpelthen ikke finde ham,” forklarer vagtchefen til mediet.
Undervejs i jagten på manden undersøgte man både nabolejligheder, andre bygninger og åbnede en svømmehal i nærheden.
Men manden var ikke til at finde.
Gennem et vindue ind til den savnede mands ubeboede nabolejlighed så politiets indsatsleder dog pludselig en person bevæge sig.
Politiet havde allerede gennemsøgt lejligheden uden at finde manden, men efter indsatslederens syn gennemgik man den igen.
“Det viste sig, at han havde forvildet sig ind i nabolejligheden og havde fået låst døren,” siger vagtchef Lars Even om den forsvunde mand.
Efter mere end ni timer kunne Midt- og Vestjyllands Politi klokken 05.21 melde ud på X, at han var fundet i god behold.
Presse-fotos.dk dækkede sagen i løbet af natten – du kan læse meget mere her.