Skuespillertrioen er tilbage i rollerne som de tre gamle gymnasiekammerater – og selv efter ti år sidder samspillet stadig i skabet.
Tilbage i februar kom det frem, at komediesuccesen ‘Klassefesten’ vender tilbage – ti år efter den seneste film i serien ramte biograferne.
Den kommende film i rækken har fået titlen ‘Klassefesten 4 – Venner for livet’ og bygger videre på universet fra de tidligere film: ‘Klassefesten’ fra 2011, ‘Klassefesten 2 – Begravelsen’ fra 2014 og ‘Klassefesten 3 – Dåben’ fra 2016.
Endnu engang møder vi således skuespillertrioen Nicolaj Kopernikus, Troels Lyby og Anders W. Berthelsen i rollerne som de gamle gymnasiekammerater Niels, Thomas og Andreas.
Og selvom der er gået et helt årti siden sidst, har det ikke sat spor i hverken kemien mellem de tre hovedpersoner eller den velkendte blanding af pinlige optrin, rørende øjeblikke og skæv dansk humor, som har gjort filmserien til en folkekær succes.
Det fortæller Nicolaj Kopernikus, da Ekstra Bladet møder ham til premieren på Cirkusrevyen:
“Det er lidt ligesom at cykle, synes jeg. Vi er ret hurtigt oppe på hesten. Og vi kender hinanden utrolig godt, og vi er venner privat,” siger Nicolaj Kopernikus til mediet og tilføjer:
“Det har været rigtig hyggeligt og hårdt. Vi kommer ikke sovende til det”.
Den 57-årige skuespiller afslører desuden, at optagelserne til den fjerde film nu er afsluttet, og at det både har været en sjov og spændende proces.
Om filmen lever op til forventningerne, svarer han med et smil:
“Det håber vi, vi har gjort os umage i hvert fald”.
‘Klassefesten 4 – Venner for livet’ får biografpremiere i vinterferien 2026.