Nyt parti klar til valg i Østdanmark og København

Det nye politiske parti Demokraterne – hele Danmark skal leve er nu officielt på stemmesedlen til regionsrådsvalget i Region Østdanmark og til borgerrepræsentationen i Københavns Kommune. Dermed kan alle vælgere øst for Storebælt stemme på partiet ved valget den 18. november 2025, hvor Demokraterne stiller op for første gang nogensinde.

I Region Østdanmark opstiller partiet med fem sideordnede kandidater:

  1. Lave Knud Broch (København/Bornholm)
  2. Lasse Larsen (Korsør)
  3. Elisabeth Bergsøe (Store Heddinge)
  4. Michaell Ravn (København)
  5. Jesper Morville (Charlottenlund)

Til borgerrepræsentationen i Københavns Kommune stiller Demokraterne med to kandidater:

  1. Michaell Ravn
  2. Lave Knud Broch

Det skriver partiet i en pressemeddelelse.

Fokus på velfærd, sundhed og sammenhæng

Lave Knud Broch, der er spidskandidat i Region Østdanmark, fremhæver partiets brede sociale profil:

”Det er fantastisk, at Demokraterne kommer på stemmesedlen både i Region Østdanmark og i København. Der er virkelig brug for Demokraterne. Vi kæmper aktivt for et bedre Danmark og en bedre verden. Nogle af vores mærkesager er: gratis tandpleje til alle – betalt over skatten, flere hænder til velfærd og sundhed, psykiatrien skal styrkes, billigere eller gratis offentllig trafik, et grønnere Østdanmark med rent drikkevand – og at Bornholm ikke skal blive glemt i den nye Region Østdanmark.”

Michaell Ravn, som er partiets frontfigur i København, lægger vægt på lokale udfordringer i hovedstaden:

”Jeg kan ikke få hænderne ned! Det er så sejt, at vi stiller op både i København og i Region Østdanmark. I København kæmper vi blandt andet for boliger, beredskab, bæredygtighed og imod racisme. København er en fantastisk by, men det er brug for flere og billigere boliger, et bedre beredskab, mere bæredygtighed og så er det helt afgørende, at vi har et København med respekt og tolerance på tværs af forskelle. I Demokraterne siger vi klart nej til racisme og intolerance”

Fra Vestsjælland peger Lasse Larsen på behovet for forbedret infrastruktur og sundhedsvæsen:

”Jeg er rigtig glad for, at Demokraterne kommer på stemmesedlen den 18. november. Vi er et parti, der kæmper for, at hele Danmark skal leve. For os i Vestsjælland, hvor jeg bor, betyder det bl.a. at vi kæmper for bedre og billigere offentlig trafik samt døgnbemandede skadestuer tættere på os alle. Det er også vigtigt for os, at der gøres mere for sundheden og det gælder ikke mindst inden for psykiatrien.”

Elisabeth Bergsøe fremhæver partiets økonomiske kurs:

”Vi skal have flere hænder til velfærd og sundhed. Det er en skændsel, at der sker så mange nedskæringer på trods af store offentlige overskud. De seneste fire år har staten haft overskud på over 80 milliarder kroner om året. Vi har derfor råd til mere velfærd og mere sundhed. I Demokraterne arbejder vi for et opgør med budgetloven og EUs finanspagt, der begrænser velfærden for befolkningen”

Jesper Morville retter kritik mod den stigende centralisering:

”I Demokraterne er vi modstandere af centralisering af magt. Vi ønsker, at magten skal være så tæt på borgerne som muligt. Vi vender os derfor imod sammenlægninger af kommuner og regioner samt nedlæggelse af regionerne. Det er en demokratisk skandale, at der i Region Østdanmark kun vil være 47 folkevalgte. Det er færre folkevalgte per indbygger end i Folketinget. De etablerede partier burde skamme sig. Det er også på tide, at vi får taget et opgør med budgetloven og EUs finanspagt, der både begrænser demokratiet og velfærden”

Om partiet

Demokraterne – hele Danmark skal leve blev stiftet i 2023 med et erklæret mål om at skabe et opgør med centralisering og styrke lokalt demokrati og lighed mellem landsdele. Partiet, som har rødder i bevægelsen “Hele Danmark skal leve”, har siden arbejdet for at markere sig som et alternativ til de etablerede partier med fokus på social retfærdighed, regional balance og grøn omstilling.

Partiets frontfigur, Lave Knud Broch, er kendt som en mangeårig aktivist og tidligere kandidat for Folketingspartiet “Jorden Frihed Fred”. Han har markeret sig med samfundskritiske synspunkter om økonomisk ulighed, EU’s finansregler og behovet for at styrke demokratiet nedefra.

Det er bemærkelsesværdigt, at Demokraterne nu træder ind i politik netop i Region Østdanmark den nye store region, som fra 2026 samler hovedstadsområdet, Sjælland og Bornholm. Oprettelsen af regionen har affødt debat om repræsentation og nærhed i beslutningerne, da de 47 regionsrådsmedlemmer skal repræsentere over 2,7 millioner borgere.

Eksperter i kommunalpolitik, som Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, har tidligere påpeget, at store administrative enheder kan føre til mindre lokalt demokrati og øget fremmedgørelse blandt vælgerne. Demokraternes budskab om “magten tættere på borgerne” rammer derfor ind i en aktuel samfundsdiskussion om, hvordan demokratiet kan styrkes i takt med, at kommuner og regioner bliver større.

Rygterne har længe svirret om utroskab i det danske kendisforholdet – og nu bekræfter begge parter, at de er gået fra hinanden. Det sker efter massevis af spekulationer

Foto: Demokraterne – Pressemateriale.