Den fynske spillefilmsfestival OFFSpring har netop lanceret årets program, der åbnes med en prisvindende dansk debutfilm.
I 2025 fik Danmark en ny spillefilmsfestival, der måske på sigt kan udfylde tomrummet efter CPH:PIX, der lukkede i 2022.
I april blev OFFSpring afholdt for første gang med et program, der havde et særligt fokus på at fremhæve danske debutanter.
I 2026 vender den fynske festival tilbage i sin anden udgave den 26. februar til og med den 7. marts.
Og det sker med en række markante ændringer, men et fortsat fokus på at hylde nye stemmer fra både ind- og udland.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Får konkurrence fra vores nordiske brødre og søstre
Det fulde program for årets OFFSpring blev lanceret torsdag på festivalens hjemmeside.
Ligesom det var tilfældet i 2025, byder festivalen i år på et konkurrenceprogram, hvor vinderen af OFFSpring-prisen skal findes.
I 2026 er der dog sket betydelige ændringer i denne konkurrence.
Mens sidste års pris var forbeholdt nye danske spillefilmsinstruktører, er den i år udvidet til at være en konkurrence for hele Norden.
Der er dog fortsat rig mulighed for, at hæderen og de 50.000 kroner i præmiepenge kan gå til en dansk film.
Danmark er nemlig repræsenteret med tre vinderbud: Malthe Wermuth Saxers ‘Love Untamed’, Marijana Jankovic’ ‘Hjem’ og Emilie Thalunds ‘Vægtløs’.
Sidstnævnte film er desuden blevet udvalgt som OFFSprings åbningsfilm.
Emilie Thalunds debutfilm fik sidste år verdenspremiere og vandt hovedprisen i ‘New Directors’-programmet på den prestigefyldte festival i San Sebastián.
Hylder danske debutanter
Ud over det nye nordiske konkurrenceprogram kan OFFSpring også løfte sløret for en nystiftet debutantpris.
Vinderen af denne nye pris og præmien på 25.000 kroner skal findes i det nye ‘Dansk debut’-program.
Programmet byder på debutfilm fra Christian Bonke, Charlotte Brodthagen, Ludvig C. N. Poulsen og Aske Bang og stærke præstationer fra skuespillere som Dar Salim og Birthe Neumann.
Under festivalen kan du møde de debuterende instruktører samt nogle af filmenes skuespillere til talks.
Uden for OFFSprings to konkurrenceprogrammer kan du opleve mere end 30 internationale titler. Mange af dem får du ikke chancen for at se i Danmark nogen andre steder.
Se det fulde program her.
