Ny aftale forpligter Danmark til hjælp i Ukraine

Aftalen skal hjælpe Ukraine med at udvikle bæredygtigt landbrug og tilpasse sig EU-standarder.

Til FN’s generalforsamling står både klimahandling og de militære konflikter verden over højt på dagsordenen. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen understregede tidligere på ugen i en pressemeddelelse vigtigheden af internationalt samarbejde i en tid præget af usikkerhed.

I den kontekst har Danmark og Ukraine nu indgået en aftale om tættere samarbejde på landbrugsområdet med fokus på grøn omstilling. Det skriver Ministerium for Grøn Trepart i en pressemeddelelse.

Aftalen blev underskrevet i New York under FN’s generalforsamling af minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus, og Ukraines minister for økonomi, miljø og landbrug, Olekseii Sobolev.

Samarbejdet betyder, at Danmark skal rådgive Ukraine om blandt andet bæredygtig arealanvendelse og CO₂-reducerende teknologier.

Aftalen bygger på erfaringer fra Den Grønne Trepart, hvor myndigheder, landbrug og grønne organisationer samarbejder om at fremme både produktion og naturbeskyttelse. Aftalen er et såkaldt Memorandum of Understanding.

Støtten til Ukraine handler om meget mere end militærstøtte og nødhjælp, mener ministeren.

“Vi eksporterer nu mange af de gode tiltag fra den grønne trepart til Ukraine. Det vil skabe lokal forandring, styrke demokratiet og forbedre naturen, havmiljøet og landbruget, også udenfor Danmarks grænser. Danmarks urokkelige støtte til Ukraine handler om meget mere end krudt og kugler. Vi støtter helhjertet Ukraines udvikling som samfund tættere på vores europæiske fællesskab” siger Jeppe Bruus.

Fødevareminister Jacob Jensen fremhæver, at samarbejdet også har stor betydning for Ukraines vej til EU.

”Danmark og Ukraine har i mange år haft et stærkt samarbejde på landbrugsområdet. Nu har vi skrevet under på, at vi skal udbygge dét samarbejde. Danmark er et af de lande, der går forrest i støtten til Ukraine, og jeg er glad for, at vi aktivt tager del i genopbygningen af landet. Med aftalen støtter vi Ukraines muligheder for at eksportere landbrugsprodukter til EU og til verdensmarkedet, bl.a. ved at udvikle ukrainsk lovgivning, som lever op til EU-standarder. Dermed bringer vi også Ukraine et skridt nærmere et muligt EU-medlemskab.  Det er afgørende for den ukrainske økonomi og for den globale fødevareforsyning,” fortæller han.

Zelenskyj om præsidentposten: ‘Jeg er klar til at stoppe’