Meteorologer varsler markant varmere vejr i pinsen, hvor temperaturen flere steder kan nå op over 20 grader efter en periode med ustadigt vejr.
Efter en kølig periode kan danskerne nu se frem til markant lunere vejr, når pinsen nærmer sig.
Prognoserne peger på sol og stigende temperaturer, som flere steder kan komme over 20 grader.
’Der er noget i gærde,’ som vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut, Marie Timm, udtrykker det til B.T.
’Den nyeste prognose vi har fået, har lavet et lille twist, for den tænker, at nu skal sommeren komme, og vi skal se pinsesolen danse. Den har ligesom skruet lidt op for det hele.’
Det betyder, at der herhjemme kan blive helt op mod 25 grader, hvilket altså vil betyde årets første meteorologiske sommerdag.
Selvom meterologen stadig er lidt forsigtig i forhold til de 25 grader, forventer hun dog temperaturer i lejet 20-24 grader.
’Weekenden tyder på solskin, sol og varme,’ siger Marie Timm.
’Så pinsen skal nok blive smuk, spørgsmålet er så bare, hvor højt temperaturmæssigt det kommer.’
Som det er med prognoser, er der stadig nogle usikkerhedsfaktorer, der kan få betydning for varmen.
’Det kommer lidt an på vindretningen, for det er et højtryk, der ligger og styrer showet. Hvis vindretningen kommer fra det sydlige hjørne vil den hive en masse varm luft op fra kontinentet, så det skal vi lidt håbe på,’ siger hun om muligheden for at nå helt op på de sommerlige 25 grader:
’Og hvis højtrykket skubber sig lidt, så vinden kommer fra vest, så får vi omkring de 20 grader i stedet for.’
Men som den vagthavende meteorolog også konstaterer, så skal vi væbne os med tålmodighed.
De kommende dage vil fortsætte i ustadigt vejr med sol, regn og byger, og måske endda et tordenbrag. Det varer ved frem mod torsdag, inden vejret slår om fredag.
’En ting er dog sikkert, frem med solhat og solcreme, for sol og varme venter i weekenden og i pinsen,’ siger Marie Timm.

