Nu kan du eje en ægte rekvisit fra ‘Matador’

Mens mange danskere ser eller genser ‘Matador’ i december måned, kommer flere rekvisitter fra serien på auktion hos Bruun Rasmussen.

I december måned er det for mange danskere blevet en form for juletradition at se den ikoniske DR-serie ‘Matador’.

Med 24 afsnit egner serien sig perfekt som en alternativ julekalender, og derfor strømmer folk til arkivtilbuddet Gensyn på DRTV.

I år kan du sågar leve dig endnu mere ind i fortællingen ved at anskaffe dig en vaskeægte ‘Matador’-rekvisit.

Flere beklædningsgenstande fra Lise Nørgaards populære serie bliver nemlig nu solgt på auktion hos Bruun Rasmussen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Det er blandt andet denne kjoledragt båret af Ghita Nørby (til højre) i rollen som Ingeborg Skjern, der nu skal under hammeren. Foto: DR

Det store auktionshus sælger mandag den 8. december 12 beklædningsgenstande, der er blevet brugt under optagelserne af ‘Matador’.

Du kan blandt andet erhverve dig Gitte Graas pyjamasbukser og kjoledragten, som Ingeborg Skjern bar i seriens allersidste afsnit.

Nogle af beklædningsgenstande er samlet i sæt. Det betyder derfor, at du har otte chancer for at sikre dig et stykke dansk tv-historie på auktion.

Kostumer af Oscar-vindende designer

Kostumerne er designet af den svensk-danske kostumedesigner Ulla-Britt Söderlund. Hun vandt i 1976 en Oscar for sit kostumearbejde på Stanley Kubricks historiske dramafilm ‘Barry Lyndon’.

I ‘Matador’ var Söderlunds designs med til at definere karaktererne og skildre deres sociale status i Korsbæk.

Med andre ord blev rekvisitterne en del af historiefortællingen. Som designeren selv har udtalt ifølge en pressemeddelelse fra Bruun Rasmussen:

“Maude Varnæs går altid i pastelfarver, og Møgherne er så nærige, at de sjældent får nyt tøj. Vi har en blå atlaskjole, som snart har været syet om 100 gange. Og når den gamle fru Møghe engang dør, arver Misse den.”

Har du penge, så kan du få

Hvis du skal have fat i rekvisitterne fra ‘Matador’, skal du have den store pengepung frem.

Alle otte rekvisitter og rekvisitsæt er vurderet til en værdi mellem 8.000 og 10.000 kroner.

Flere af auktionerne har allerede modtaget onlinebud, der overskrider den vurderede værdi. Dyrest er Maude Varnæs’ kjoledragt fra afsnit 22. I skrivende stund skal du af med 11.000 kroner for at have det førende bud.

Mandag kan du udover ‘Matador’-rekvisitterne også byde på rekvisitter fra Dirch Passer-filmen ‘Mafiaen – det er osse mig!’ og den Emmy-nominerede serie ‘Krøniken’.

Grev Nikolai, der i de seneste år primært har gjort sig bemærket med sit modelarbejde, jagter nu en karriere som skuespiller.

Her er Ingeborg Skjerns kjoledragt, som den ser ud i 2025. Foto: Bruun Rasmussen