Efter år med indsamlingsarbejde er Egon, Benny og Kjeld nu landet i Valby som bronzestatuer – til ære for Danmarks mest elskede filmtrio.
Sidste år havde en hemmelig person givet de sidste 500.000 kroner, som foreningen ‘Olsen Banden Statue’ manglede for at kunne rejse tre bronzefigurer af den ikoniske trio.
Det fortalte formand og projektleder af ‘Olsen Banden Statue’, Henrik Hansen, dengang til TV 2 Kosmopol.
“Der er en julemand, der har gjort, at vi nu endelig i mål. Det er en sten, der er faldet fra mit hjerte. Jeg er ikke faret op over det og har været ude at drikke champagne, men jeg har fortalt det til mine sønner. Og som Dirch (Passer, red.) sagde “Jeg gjorde det sgu”. Det er følelsen, jeg sidder tilbage med,” udtalte Henrik Hansen til mediet.
I dag blev Olsen Banden-statuen så officielt indviet i København.
Du kan således nu se Egon, Benny og Kjeld spankulere henover pladsen ved Tingstedet i Valby.
Tre ikoniske figurer i bronze
Siden 2019 har foreningen Olsen Banden Statue kæmpet for at indsamle to millioner kroner, der skulle betale for de tre bronzefigurer, der er støbt i Firenze og skabt af kunstneren Thor Larsen.
Pengene er fundet gennem donationer, salg af ministatuer, folkeaktier og julekalendere – tre fonde har ligeledes investeret i projektet.
”Det er bare Skide Godt! Olsen Banden-filmene gav mig stor glæde som barn, og jeg har kunnet mærke, hvor stor betydning de også har for rigtig mange danskere i det hele taget. Jeg er derfor glad for, at det nu endelig lykkes at rejse en statue af Egon, Benny og Kjeld, som forhåbentlig vil blive et vartegn for Valby,” sagde Henrik Hansen i pressemeddelelsen dengang.
Olsen Banden-filmene er blandt de mest elskede i Danmark.
På streamingtjenesten Nordisk Film+ er samlingen af alle 14 film fortsat blandt det mest populære indhold – danskerne har streamet millioner af timer med den snu Egon, den fjollede Benny og den nervøse Kjeld.
Se billede af statuen her.