Næver Tell Festival byder på gratis koncerter, workshops og talks, der fejrer kreativitet og sproglig opfindsomhed for Næstveds unge.
I starten af maj inviterer Næstved Bibliotek byens unge til to dages gratis kulturfestival med ‘Næver Tell Festival’.
Festivalen byder på en række koncerter, workshops og kulturindslag, der sætter fokus på sproglig opfindsomhed og forskellige former for fortællekunst.
Det skriver Næstved Bibliotek og Borgerservice i en pressemeddelelse.
Workshops og talks for ungdomsuddannelserne
‘Næver Tell Festival’ afholdes for sjette gang med et program primært rettet mod klasser fra Næstveds ungdomsuddannelser.
Her kan eleverne deltage i workshops om emner som tegneserier, sociale medier og interaktive freestyle rap-shows.
Festivalen byder også på en forfattertalk med Carl-Christian Okking, der fortæller om sin debutroman, som blandt andet afspejler hans tilhørsforhold til Næstved.
Gratis koncerter på Byterrassen
Udover de kulturelle indslag i undervisningstiden byder festivalen også på to aftener med gratis koncerter, som er åbne for alle. Koncerterne finder sted på Byterrassen ved Grønnegades Kaserne Kulturcenter i centrum af Næstved.
Her kan festivalgæsterne opleve Downtown July torsdag aften den 8. maj, der byder på et friskt take på indierock-genren. Senere på aftenen følger AySay, som kombinerer folk med elektroniske elementer.
Fredag den 9. maj står det lokale band desuden FRØKEN på scenen og leverer energiske 90’er vibes, inden Ella Augusta lukker festivalen med sin moderne pop og sjælfulde melodier.
Næver Tell Festival er skabt af Næstved Bibliotek i samarbejde med Grønnegades Kaserne Kulturcenter og støttes af Nordea-fonden og Statens Kunstfond.
Festivalen finder sted torsdag den 8. maj og fredag den 9. maj. Læs mere om festivalen på deres hjemmeside.