Nabolande skriver om Socialdemokratiets ’katastrofevalg’

Danmarks skandinaviske naboer skriver om Socialdemokratiets politiske nederlag.

Selvom Socialdemokratiet stadig er Danmarks største parti, må man sige, at valget har været et nederlag.

Partiet er gået tilbage med 5,2 procentpoint i forhold til valget i 2021. De har tabt København, som har været socialdemokratisk i over 100 år. Og det står klart, at partiet langt fra når de 44 borgmesterposter, de kæmpede sig til ved sidste valg.

Det politiske nederlag har Mette Frederiksen taget sin del af ansvaret for.

“Jeg har altid et ansvar for det, der sker i Socialdemokratiet. Det har jeg selvsagt også i dag,” siger hun.

Selvom statsministeren havde forventet en tilbagegang, havde hun ikke regnet med, at det stod så grelt til.

“Vi havde regnet med at gå tilbage, men det ser ud til, at tilbagegangen er større, end vi havde regnet med, og det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende. Der kan være mange forklaringer,” fortæller hun.

Snakken om Socialdemokratiets nederlag stopper ikke ved Danmarks grænser.

Sverige og Norge skriver om valgnederlag

I Sverige bliver Socialdemokratiets valg kaldt en ren katastrofe.

“Mette Frederiksens Socialdemokrater oplever et katastrofevalg i Danmark. Partiet taber terræn flere steder ved kommunal- og regionsvalget,” skriver svenske Aftonbladet.

Også i Norge fylder det danske valgresultat i medierne.

Her lægges der heller ikke skjul på det politiske nederlag, Mette Frederiksen og hendes kommunalvalgskandidater har lidt.

“De klarede sig så dårligt, at de nu mister overborgmesterposten i København for første gang i over 100 år,” skriver det norske medie VG.

Du kan følge de sidste opdateringer om valget her.

Følg med live i nyheder fra kommunalvalget her. Artiklen opdateres løbende.