Mens mange danskere holder ekstra øje med privatøkonomien, er der nu godt nyt til en stor gruppe.
Nye tal viser, at enorme summer i begyndelsen af året er blevet udbetalt til danskere med investeringer.
Alene i februar modtog investorer i danske investeringsfonde udbytter for næsten 39 milliarder kroner.
I alt blev der udbetalt 38,7 milliarder kroner fra danske investeringsfonde rettet mod private investorer. Det er den største månedlige udbetaling nogensinde.
Det skriver Finans Danmark i en pressemeddelelse.
Ser man på årets første måneder samlet, er der allerede blevet udbetalt mere end 53 milliarder kroner.
Dermed er rekorden for et helt kalenderår faktisk allerede slået, og det er efter blot to måneder. Den tidligere rekord blev sat i 2025, hvor udbytterne samlet nåede 51 milliarder kroner.
En stor del af pengene kommer fra globale aktiefonde, som alene stod for næsten 20 milliarder kroner af udbetalingerne i februar.
Selvom mange milliarder bliver sendt ud til investorerne, vælger mange ikke at hæve pengene.
I stedet bliver en stor del af udbytterne investeret igen i nye fondsbeviser.
Det kan også ses i tallene for nettokøb af investeringsfondsbeviser, som i februar nåede op på 30,5 milliarder kroner, hvilket er det højeste niveau nogensinde for en enkelt måned.
‘Det er positivt at se, at investorerne fortsat har stor tillid til markederne og i høj grad vælger at geninvestere deres udbytter. Det vidner om en langsigtet tilgang til investering blandt danske investorer trods de geopolitiske usikkerheder,’ siger Sean Hove, der er underdirektør i Finans Danmark.
