Tønder Kommune har tidligere på ugen indgået en officiel venskabsaftale med den ukrainske kommune Horodok. Det oplyser den danske kommune i en pressemeddelelse.
Regeringen har gentagne gange givet udtryk for, at Danmark skal fastholde støtten til Ukraine.
For nylig indgik Danmark og Ukraine en aftale om tættere samarbejde på landbrugsområdet med fokus på grøn omstilling.
På EU-topmøderne tidligere på ugen var der også fokus på den fortsatte støtte til Ukraine og landets vej mod EU.
Venskabsaftalen mellem Tønder og Horodok lægger sig i forlængelse af den linje.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Der blev sendt tommelfingre i vejret og smilet over skærmene, da Tønder Kommune og den ukrainske kommune Horodok underskrev den officielle venskabsaftale.
Fra dansk side deltog borgmester Jørgen Popp Petersen, kommunaldirektør Lars Møldrup og tolk Svitlana Maistruk. Horodok var repræsenteret af borgmester Volodymyr Remenyak og to andre kommunale repræsentanter.
Ifølge Tønders borgmester handler aftalen om mere end formalia.
“Vores aftale er en begyndelse, men den er også mere end bare ord på et papir. Den er et signal om, at vi tror på håb, fællesskab og samarbejde. Vi ønsker at række hånden ud til jer i Horodok, og vi arbejder for en fremtid, hvor både jeres og vores borgere kan mærke, at dette venskab gør en forskel,” sagde borgmesteren under den virtuelle ceremoni.
Horodoks borgmester Volodymyr Remenyak sendte en tak til Tønder og Danmark for støtten:
“Vi ved, at vi i dag står i en svær situation, men vi føler os ikke alene, fordi vi har jer ved vores side. Vores håb er, at vi i fremtiden kan hjælpe hinanden på lige fod og skabe et ægte venskab, hvor vi giver og får lige meget.”
Det næste skridt bliver en aktivitetsplan for 2026, hvor både erhvervsliv, kulturliv og foreningsliv skal inddrages i partnerskabet.
Der bor cirka 650 ukrainske statsborgere i Tønder Kommune.
Ifølge Dansk Statistik havde 32.100 ukrainske statsborgere opholdstilladelse efter særloven i Danmark pr. 1. oktober 2024.
Særloven er en lov om midlertidig opholdstilladelse til personer fordrevet fra Ukraine.