Torsdag skal store dele af landet forberede sig på et voldsomt vintervejr.
Danmark kan stå over for et markant vinterbrag, hvis de seneste vejrmodeller holder stik. Nye beregninger viser, at snevejret på vej mod landet kan blive væsentligt kraftigere end først antaget.
Det skriver meteorologerne hos TV 2 Vejret.
Allerede torsdag midt på dagen ventes sneen at ramme, hvorefter den i løbet af få timer breder sig hastigt over store dele af landet. Torsdag eftermiddag vil flere landsdele få sne, og i løbet af natten til fredag kan næsten hele Danmark vågne op til et hvidt landskab.
Prognoserne peger på sammenhængende snefald over store områder. Især Nord- og Østjylland samt Sjælland, Lolland, Falster og Møn ligger lige nu til at blive hårdest ramt.
Lokalt kan der falde mellem 15 og 20 centimeter sne, hvis udviklingen fortsætter som nu.
Meteorologerne understreger dog, at situationen fortsat er følsom. Små ændringer i lavtrykkets bane kan få betydning for både snemængder og fordeling, og prognoserne kan derfor blive justeret, efterhånden som vejrsystemet nærmer sig.
Drabsdømt mand er flygtet fra Vestre Fængsel: ‘Tag ikke kontakt’
