Melania Trump efter skuddrab i Minneapolis: ‘Jeg er imod vold’

I et interview opfordrer USA’s førstedame til sammenhold i forbindelse med demonstrationer i Minneapolis.

USA’s førstedame, Melania Trump, opfordrer tirsdag amerikanerne til at stå sammen i forbindelse med uroen i byen Minneapolis i delstaten Minnesota.

Det siger hun i et interview på den amerikanske kanal Fox News, da hun bliver spurgt om, hvad hendes “budskab til USA om at samle begge sider er”.

– Vi er nødt til at stå sammen. Jeg opfordrer til sammenhold, siger førstedamen og tilføjer, at USA’s præsident, Donald Trump, havde, hvad hun beskriver som en god samtale med Minnesotas guvernør og borgmesteren i Minneapolis mandag.

– De arbejder sammen for at sikre, at det bliver fredeligt uden optøjer. Jeg er imod vold. Så vær venlig, hvis I protesterer, at protestere fredeligt, siger hun.

Det er sjældent, at førstedamen kommer med politiske udtalelser. Hendes kommentarer om Minnesota faldt i forbindelse med en promovering af en ny dokumentar om førstedamen, som bliver sendt fra den 30. januar.

De seneste dage har Minneapolis været præget af flere demonstrationer og uro på gaden efter to drab i byen.

Lørdag blev den 37-årige sygeplejerske Alex Pretti skudt og dræbt på gaden af grænsepolitiet. Tidligere på måneden blev Renée Good, en 37-årig amerikansk kvinde, skudt og dræbt af en betjent fra immigrationsmyndigheden ICE.

Drabene har udløst store demonstrationer i byen, der den seneste tid er blevet et centrum for Trumps kamp mod ulovlige migranter i USA.

Illustratiosnfoto. Foto:  Mathieu Landretti / Wikimedia Commons

Korte videoer