Mareridts-rideklubben: Karina blev invalideret for livet

Det skulle have været en kærlighedsoverraskelse. En guidet ridetur for to. Senere Tivoli. Mad, grin og en god dag i København. I stedet blev det begyndelsen på et liv, der blev flået midt over.

I dag sidder Karina Petallana Jespersen i kørestol i hjemmet sammen med sin mand, Thomas Götzsche. Rundt om hende står hjælpemidlerne, som nu er blevet en del af hverdagen: loftlift, badestol, specialudstyr, faste rutiner, hjælpere ind og ud ad døren. Det er et hjem, hvor alt er planlagt. Hvor intet længere er spontant. Hvor selv en simpel tur ud kræver forberedelse, koordinering og kræfter.

Og mens hun sidder i sit hjem og fortæller sin historie til Presse-fotos.dk, står én ting lysende klart. Ulykken er ikke noget, hun bare husker. Den lever stadig i hende.

Det mærkes, at det passer. Hun husker stemningen. Usikkerheden. Sætningerne. Sekunderne før faldet. Det voldsomme smæld. Lyden fra hendes egen nakke. Smerten. Panikken. Frygten for at dø.

Det hele begyndte som noget, der skulle være romantisk. Karina havde booket turen som en overraskelse til Thomas.

“Jeg havde booket en onlinetur, hvor man kunne få sådan en guidet tur, og det skulle bare være Thomas og jeg”

Planen bagefter var også lagt.

“Jeg bookede den, og så skulle vi have været i Tivoli senere og spise og hygge os.”

Men allerede da de ankommer, begynder fornemmelsen at kradse. Noget føles forkert og ustruktureret. Ikke som et sted, hvor man trygt overlader sig til store dyr og professionelle guider, beskriver de.

“Vi kommer ud til det her sted, og flere gange overvejer vi faktisk at droppe turen, fordi det virkede ustruktureret, og det var primært en masse unge mennesker, der rendte rundt derude, og der var ikke rigtig nogen, der tog imod os”

Thomas havde det på samme måde. Faktisk stærkere.

“Jeg var faktisk slet ikke tryg ved noget som helst, da vi skulle derud. Jeg fik kolde fødder, og jeg blev faktisk sur på Karina, og jeg tænkte bare nej, nej, og det kunne lige passe, at det gik galt.”

Han foreslår, at de bare går derfra.

Karina svarer det, der i dag står tilbage som en lille sætning med enorme konsekvenser:

“Ej, nu er vi her, så gør vi det”

Presse-fotos.dk har forelagt al kritik fremlagt i denne artikel for Amager Voksenridetur, læs deres svar længere nede i artiklen.

Ingen rigtig instruktion, ingen rigtig tryghed

Det, der siden blev et hovedspørgsmål i retten, starter allerede her. Hvad fik de egentlig at vide? Hvor grundigt blev de instrueret? Og hvor meget ansvar blev der lagt over på to mennesker, hvoraf den ene aldrig havde siddet på en hest før, og den anden kun havde redet lidt som barn for mere end 30 år siden?

Thomas beskriver det uden omsvøb:

“Jeg fik ikke en skid at vide om, hvordan sådan en hest fungerer”

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Han fik en stor hest, selv om han ingen erfaring havde. Og næsten med det samme gik panikken i gang.

“Men jeg kommer op at sidde på hesten, og så da jeg har siddet i et øjeblik, så begynder hesten at gå”

Han forsøger at forstå, hvad han skal gøre. Han kender ikke engang ordene.

“Jeg vidste ikke, hvad hun snakkede om, jeg vidste ikke, hvad tøjler var, og jeg går også lidt i panik, fordi jeg ikke kunne stoppe den”

Imens står Karina med sin egen hest. Guiden er gået for at finde sin egen hest. Hun står alene, og hun kan se, at Thomas ikke føler sig tryg.

“Imens alt det med Thomas foregår, der bliver min hest gjort klar, og jeg får at vide, at jeg skal holde i tøjlerne, ligesom han gjorde, jeg abede bare lidt efter, hvad han gjorde”

“Så går guiden for at finde sin egen hest, og jeg står så alene, og jeg kan se, at Thomas ikke er tryg”

Så går hun hen mod ham med hesten.

Ifølge Karina kommer der så en besked fra ejeren Kari Anne Petersen, som senere bliver et helt centralt punkt i sagen.

“Da jeg kommer tættere på, så siger ejeren: ‘hvis du trækker hesten over til stenen, så er det nemmere at komme op’”

Hun opfatter det som en instruktion. Som det, hun skal gøre.

“Så det var det, jeg gjorde, jeg trak hesten over til stenen, og så prøvede jeg at komme op på den”

Og så går det helt, helt galt.

Netop dét blev senere prøvet ved domstolene. Landsretten lagde fast, at Karina og Thomas ikke modtog nogen generel instruktion om, hvordan og hvornår der skulle stiges op på hestene, og at der heller ikke i forbindelse med beskeden om at “gå over til stenen” blev givet nogen klar instruktion om, hvad der videre skulle ske. Landsretten slog samtidig fast, at rideskolen som professionel arrangør undlod at give nødvendig og tilstrækkelig instruktion, og at Karina ikke havde udvist egen skyld. Dermed blev rideskolen dømt ansvarlig for ulykken.

Sekundet hvor alt knækker

Karina når hen til stenen. Hun gør, som hun mener, hun er blevet bedt om. Så sætter hun venstre fod i stigbøjlen.

Det næste sker på sekunder.

“Lige så snart, jeg får min venstre fod ind i stigbøjlen, så begyndte den bare at løbe og gå helt amok, ligesom en rodeohest”

Hun forsøger desperat at komme ordentligt op.

“Jeg prøver jo helt sindssygt at komme op på den her hest, fordi jeg ved godt, at det her, det er slemt”

Men hun mister kontrollen.

“Jeg taber tøjlerne, og må så hænge i den her stigbøjle på siden på en eller anden måde, jeg kan mærke, at jeg sidder ikke oppe på hesten, jeg er sådan på siden af den”

Så kaster hesten hende af.

“Med bagdelen får den kastet mig forover, og i luften bliver det sort et øjeblik”

“Og da jeg lander, er jeg ved bevidsthed, der kan jeg høre et ordentligt knæk og knas omme fra nakken, og så skriger jeg bare”

Et stykke derfra sidder Thomas på sin hest.

“Så går der jo ikke ret lang tid, og så hører jeg bare et ordentligt smæld, og så kan jeg jo høre, at der var et eller andet galt, og jeg kan bare høre, at Karina råber og skriger”

Det er her, deres liv deler sig i et før og et efter.

“Jeg tænker, at lige om lidt, så dør jeg af det her”

Karina ligger på jorden og skriger. Hun mærker med det samme, at det her er langt værre end et almindeligt fald.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Så kommer frygten.

“Jeg tænker, at lige om lidt, så dør jeg af det her”

Thomas løber over til hende. En forbipasserende mand kommer også til. En mand, der også vidnede i retten, og som de begge deler flere rosende ord om. Karina forsøger desperat at forklare, at hun ikke kan få luft.

“Jeg bliver ved med at sige til dem, at jeg ikke kan trække vejret, I bliver nødt til at vende mig”

Så slipper stemmen op.

“Til sidst kan jeg faktisk ikke sige mere, fordi så forsvinder min luft bare”

De får vendt hende forsigtigt, mens Thomas holder nakken stabil.

“Men så er de gået i gang med stille og roligt at vende mig, mens en holder nakken og en holder nede ved benene”

Thomas husker bare rædslen.

“Karina kunne ikke bevæge sig og kunne ingenting”

Da hun bliver vendt, kan hun trække vejret igen, og så vælter smerterne ind.

“Så begyndte jeg at skrige igen, fordi så kunne jeg bare mærke alle smerterne komme tilbage igen”

Hun mærker hurtigt, at kroppen ikke reagerer, som den skal.

“Mine arme var fuldstændig slaskede, og jeg kunne ikke løfte dem.”

“Mit venstre ben var også helt mærkeligt og nærmest sovende.”

“Jeg kunne mærke hurtigt, at det var rigtig, rigtig slemt”

En rideklub med voldsomme problemer: Den 10-årige pige i skoven

Historien får ikke lov at stå alene.

For i slutningen af sidste år dukkede rideskolens navn op igen i en historie, der ramte parret hårdt.

I november 2025 kunne Presse-fotos.dk nemlig fortælle, hvordan en 10-årig pige blev alvorligt skadet under en ridetur i Kongelundsskoven, hvor børn ifølge flere forældre blev sendt ud i mørket uden voksne til stede. Pigen faldt af, og en hest trampede på hendes ben, så det brækkede flere steder.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Her fik børnene blandt andet at vide, at de ikke skulle kontakte deres forældre.

Pigens far fortalte blandt andet til Presse-fotos.dk, at hun lå alene i mørket og senere sagde til ham: “Jeg kunne have været død nu, far.”

For Thomas var det et chok at læse.

Han fortæller, at han stødte på artiklen og blev rystet over, at sikkerheden efter hans opfattelse stadig haltede.

For Karina og Thomas blev det en brutal følelse af genklang. Som om historien gentog sig. Som om advarselslamperne stadig blinkede det samme sted.

Du kan læse hele historien fra slutningen af sidste år her.

Ambulancen, traumecentret og beskeden ingen kan forberede sig på

Tilbage i skoven ligger Karina på den kolde jord i Kongelundsskoven.

Hun fortæller, at Thomas måtte bede folkene fra rideskolen om at hente tæpper, fordi hun lå og frøs og klaprede tænder.

“Så hentede de tæpper, jeg kunne få, men de gjorde ikke noget aktivt overhovedet”

Thomas skyder ind:

“Nej, ingenting”

En forbipasserende ringer efter ambulancen, og ambulancen bliver guidet frem til Karina. På stedet bliver hendes tøj klippet op. Thomas kører selv til hospitalet i chok. Han finder hende først senere på traumecentret.

“Jeg havde det forfærdeligt”

Karina husker kun glimt fra ambulancen, men smerten står skarpt.

“Det eneste jeg kan huske inde fra ambulancen er, at jeg var sur over, at de ikke ville give mig noget smertestillende, fordi jeg havde så ondt.”

Thomas husker noget andet, han beskriver som den rene rædsel, mens han står udenfor og ikke ved, om hans kone overlever.

“Vi troede jo faktisk, at du døde inde i ambulancen, det var forfærdeligt,” siger han tydeligt bevæget.

Midt i det hektiske kaos på traumecentret, hvor læger og sygeplejersker arbejdede omkring hende, lænede en af sygeplejerskerne sig ind over Karina.

“Hvad har du brug for lige nu?” spurgte hun. Karina tænkte ikke på sig selv. “Kan du ikke give Thomas et kram?” svarede hun. Sygeplejersken nikkede og gik ud på gangen, hvor Thomas stod alene tilbage med frygten og uvisheden.

Da hun lagde armene om ham, brød det hele sammen.

“Jeg kunne ikke holde det inde,” fortæller Thomas “vi stod bare og græd begge to”

Efterfølgende bliver Karina opereret i nakken. Bagefter kommer den besked, som ændrer alt.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

“Efter operationen var jeg jo lam fra halsen og ned, og jeg kunne kun bevæge mine øjne, og jeg havde så mange smerter hele tiden”

Thomas beskriver, hvordan hun i starten kun kunne kommunikere med et bogstavbræt, fordi hun lå i respirator.

“Hun kunne kun kommunikere med sådan et bræt med nogle bogstaver og farver, det var den eneste måde, jeg kunne få kontakt”

17 dage på hospitalet. Derefter fem og en halv måned på rygmarvsklinikken i Hornbæk.

Og så begyndte det liv, de stadig lever i.

Dommen blev et vendepunkt

For Karina og Thomas betyder det meget, at både byret og landsret nåede frem til, at rideskolen bar ansvaret. Ikke fordi en dom kan gøre hende rask. Men fordi den fjerner skylden fra hende.

I landsretsdommen fra 24. marts 2026 blev byrettens dom stadfæstet. Retten fandt, at rideskolen som professionel arrangør af rideture havde undladt at give nødvendig og tilstrækkelig instruktion, og at Karina ikke havde udvist egen skyld.

For Karina er det helt afgørende.

“Det vigtigste for mig er, at nu er selve retssagen overstået, og at der er fire dommere, der har givet mig ret i, at jeg er uden skyld.”

I den forbindelse understreger parret, at de har været kede af, at Kari Anne på intet tidspunkt i processen har hverken kontaktet eller nævnt for dem, at hun er ked af det, der er sket.

Thomas siger, at de endnu ikke har fået det økonomiske opgjort endeligt efter sagen, men at Karina har fået noget fra ulykkesforsikringen, fordi hendes méngrad er fastsat til 100 procent.

Det juridiske punktum gav dem ret. Men det gav dem ikke fred.

Rideklubben svarer på kritikken

Presse-fotos.dk har forelagt al kritik i denne artikel for ejeren af Amager Voksenrideklub, hvor ulykkerne er sket.

Hun svarer i et skriftligt svar:

“Jeg har svaret på alle spørgsmål omkring de forhold der forelægges, og har derfor ikke yderligere kommentarer til selve sagen. 

Vi har efterfølgende gjort yderligere tiltag omkring sikkerhed, blandt andet har vi en skærpet opmærksomhed på introduktionen inden man sætter sig på hest. Man skal også nu underskrive en ‘erklæring om risikoforståelse og ansvarsfraskrivelse’, dette har før været en del af den elektroniske booking. Nu ligger den både elektronisk og til fysisk underskrift. Så vi er sikre på, at kunderne kender til risikoen ved at omgås heste.

Det hele gælder både for begyndere og de øvede ryttere.

Jeg/vi er rigtig ked af at Karina er kommet alvorligt til skade, og ønsker hende alt det bedste”

Til det svar har Presse-fotos.dk sendt et tillægsspørgsmål:

Hvordan har det været en del af elektroniske booking før? Hvorfor indgik dette ikke i retssagen?

Dette er Kari Anne Petersen ikke vendt tilbage med et svar på.

Går man ind på hjemmesiden nu, ser der ikke ud til være foretaget ændringer i onlinebookingen, hvilket Thomas og Karina bekræfter – i forhold til dengang, de bookede turen.

Rideklubben er ikke vendt tilbage med svar.

Et liv hvor alt skal planlægges

I dag er Karina afhængig af hjælp næsten hele døgnet.

“Der er en hos mig næsten 24 timer, jeg kan ikke gøre noget rigtigt med mine hænder, og jeg kan ikke selv tage mit tøj på, jeg kan ikke spise selv, jeg kan ikke drikke selv, jeg er jo nærmest en voksen baby, og jeg skal have hjælp til alt”

Det er ikke bare de store ting, der er forsvundet. Det er også de små. De usynlige. De ting, raske mennesker ikke tænker over.

“Jeg vågner normalt klokken 08, og jeg sidder først i min kørestol klokken 11, så lang tid tager det at gøre mig klar”

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Hvis hun skal på restaurant, kræver det planlægning ned til mindste detalje.

“Jeg bliver nødt til, hvis jeg skal på restaurant, så er jeg nødt til at kontakte dem for at høre: hvor brede er jeres døre? Er det nogen kanter? Toiletforhold? Altså alt skal jeg planlægge”

Hun har ikke været hjemme i sit barndomshjem i fire år. Hun har ikke set sin venindes lejlighed i fire år. Begge steder er der trapper.

Og så er der savnet, der stikker på en helt anden måde end det praktiske.

“Jeg kunne ikke kramme folk. Prøv at forestille dig ikke at få et kram i flere år, og det er sådan nogle ting, jeg har mistet”

Hun lægger ikke skjul på, hvor brutalt tabet er.

“Jeg har mistet mit liv, jeg har mistet min identitet, og jeg skal være et helt nyt menneske”

Og alligevel siger hun med en styrke, der næsten virker trodsig:

“Men jeg klarer mig, og jeg er meget, meget stærk psykisk, heldigvis”

“Vi har jo ikke noget liv”

Da Presse-fotos.dk sidder i hjemmet hos Karina og Thomas, er det tydeligt, at de ikke fortæller historien som et gammelt traume, der er pakket væk. De lever midt i konsekvenserne.

Thomas siger det uden omsvøb:

“Vi har jo ikke noget liv, vi har hinanden og familien, men alt er fuldstændig revet fra hinanden”

De måtte sælge deres lejlighed. De måtte finde en bolig, der kunne rumme hendes og deres nye virkelighed. Hele deres hverdag blev bygget om fra den ene dag til den anden.

Alligevel er der noget, som stadig står tilbage mellem dem. Midt i tabet. Midt i smerten. Midt i alt det, de aldrig får igen.

Kærligheden.

Når de ser på hinanden, er det tydeligt, at den stadig holder.

Det var meningen, at den ridetur tilbage i 2022 skulle være begyndelsen på en god dag. I stedet blev den begyndelsen på et mareridt, der stadig ikke er slut.