I en ny undersøgelse stemmer virkeligheden ikke overens med svarene om grises trivsel i staldene.
Mange i Danmark overvurderer, hvor meget plads grise i konventionelt landbrug har.
Det viser en ny spørgeskemaundersøgelse lavet af analyseinstituttet AIM Create på vegne af Dyrenes Beskyttelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Her svarer 71 procent, at de tror, at et slagtesvin, der vejer omkring 100 kilo, har over én kvadratmeter plads til rådighed i staldene. Ifølge Dyrenes Beskyttelse er de kun sikret 0,65 kvadratmeter.
Samtidig viser undersøgelsen, at de fleste respondenter både tror, at en so føder færre pattegrise og færre af disse dør, end hvad der er realiteten.
– Jeg tror, at det er, fordi vi er kommet lidt langt fra landbruget. De fleste almindelige forbrugere kender slet ikke den gris, der lægger liv til deres deres krebinetter, siger Søren Krogsgaard, der kommunikationschef i Dyrenes Beskyttelse.
Der bliver født omkring 40 millioner pattegrise i Danmark hvert år, men i 2023 døde mere end ni millioner smågrise. Kun syv procent af de adspurgte undersøgelsen har svaret rigtig på det spørgsmål.
93 procent har undervurderet smågrisedødeligheden.
På et område stemmer flertallet af respondenternes svar dog overens med virkeligheden.
Adspurgt om grise i konventionelt landbrugs adgang til det fri, svarer 57 procent rigtigt, at de tror, at grisene lever hele deres liv indendørs.
/ritzau/