Grønlandsk chefredaktør peger på spiralsagen, som medvirkende til at grønlændere ikke føler sig ligeværdige.
Mange grønlændere mener ikke, at Danmark behandler Grønland ligeværdigt.
Det svarer flertallet af dem, som har medvirket i en rundspørge, der er lavet for Berlingske og det grønlandske medie Sermitsiaq.AG.
82 procent er enten uenige eller overvejende uenige i, at de bliver behandlet ligeværdigt, skriver Berlingske.
Masaana Egede, som er chefredaktør hos Sermitsiaq, siger til Berlingske, at en af årsagerne er den meget omtalte spiralsag.
Spiralsagen handler om grønlandske piger og kvinder, som fik sat hormonspiral op uden samtykke eller uden deres viden i 1960’erne og 1970’erne.
Ifølge Masaana Egede kan der være en følelse af, at samtalen bliver drejet hen på de danske bloktilskud, når der stilles spørgsmål til eksempelvis spiralsagen.
– I en grønlandsk optik gør det, at det føles, som om man kan betale sig fra at behandle folk dårligt, siger han til Berlingske.
Diskussionen om Grønland og Danmarks forhold til hinanden, og især om Grønland skal være selvstændig, har taget fart siden USA’s præsident Donald Trump kort før jul, talte om, at kontrol med Grønland var vigtig.
Rundspørgen er lavet af instituttet Verian, og den baserer sig på webinterview med 497 repræsentativt udvalgte borgere i Grønland, som er 18 år eller ældre.
/ritzau/