Legendarisk roman får ny dansk oversættelse

Illustrationsfoto.

Romanen blev udgivet første gang i 1963. Nu udkommer den legendariske bog i en ny dansk oversættelse.

Da debutromanen udkom i 1963, høstede den generelt rosende anmeldelser. Nu udkommer Leonard Cohens delvist selvbiografiske fortælling i en ny dansk oversættelse på forlaget Turbine.

Det skriver Turbine Forlaget i en pressemeddelelse.

Debutromanen ‘Yndlingslegen’ følger digteren og drømmeren Lawrence Breavman, der, ligesom Cohen selv, kaster sig ud i livets mange muligheder med en umættelig appetit.

Det er Louise Ardenfelt, der står bag den nye oversættelse.

”Han hadede de mænd der svævede i søvne i de store stenpalæer. Fordi deres liv var velordnede og deres rum rene og ryddelige. Fordi de stod op hver morgen og varetog deres offentlige arbejde. Fordi de ikke ville sprænge deres fabrikker i luften og holde nøgenfester i flammerne,” lyder en passage, som Louise Ardenfelt blandt andet har oversat til dansk.

En stor kunstner

Leonard Cohen var en canadisk digter, forfatter, sangskriver og sanger, og i dag betegnes han som en af de største kunstnere nogensinde.

Hans kunstneriske karriere begyndte i 1956 med udgivelsen af hans første digtsamling ‘Let us compare mythologies’. Derudover udgav han to romaner, den netop omtalte ‘Yndlingslegen’ og ‘Smukke tabere’, samt ti digtsamlinger.

Desuden udkom romanen ‘De spedalskes ballet’ i 2024, en tekst der blev fundet blandt Leonard Cohens efterladte papirer af hans arvinger.

Hans seneste digtsamling ‘The Flame’, blev udgivet posthumt i 2018.

Leonard Cohen er dog nok mest kendt for sin musikkarriere, der strakte sig over næsten 50 år. I løbet af sin musikkarriere udgav han hele 14 studiealbums, det sidste af dem i 2016, ‘You want it darker’.

Den canadiske multikunstner blev indlemmet i Rock and Roll Hall of Fame i 2008. Han døde den 7. november 2026 i en alder af 82 år.

Den danske oversættelse er på 328 sider og vil koste 249,95 kroner. ‘Yndlingslegen’ bliver udgivet den 31. oktober 2025.

Silas Holst er kendt som en af Danmarks største musicalstjerner. Nu skifter han karrierespor og vender tilbage til det sted, hvor det hele begyndte.