Kvinde med køkkenkniv stikker sovende mand

En kvinde er anholdt og sigtet for at have stukket en mand i brystet med en kniv tidligt fredag morgen. Efter endt grundlovsforhør er det kommet frem, at manden blev knivstukket, mens han sov. Læs opdatering i bunden af artiklen.

En 44-årig kvinde bliver fredag eftermiddag fremstillet i et grundlovsforhør, efter en dramatisk hændelse tidligt fredag.

På det sociale medie X oplyser politiet, at kvinden er sigtet for at stå bag et knivstik.

‘Kvinden er sigtet for grov vold ved at have stukket en mand i brystregionen med en kniv,’ forklares det.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Videre af opslaget fra Sydøstjyllands Politi fremgår det, at knivstikkeriet fandt sted på en adresse i Fynsgade i Grindsted omkring klokken 05 fredag morgen.

Se også
Flere betjente kørt på skadestuen efter hændelse

‘Manden pådrog sig skader og blev bragt til behandling. Han er ikke alvorligt tilskadekommen,’ slåes det fast.

Anklagemyndigheden forventer at anmode om dørlukningen i grundlovsforhøret, der er sat til at starte klokken 13.30.

Det er ikke oplyst om der er gået noget forud for hændelsen, eller om offeret og den sigtede kvinde har en relation.

Det vides heller ikke, hvordan den 44-årige kvinde forholder sig til sigtelsen.

Kvinden har bopæl i Billund Kommune.

Opdatering:

Kort før klokken 15 deler Sydøstjyllands Politi nyt i sagen på det sociale medie X, efter grundlovsforhørets afslutning.

‘Kvinden er i forlængelse af grundlovsforhøret blevet varetægtsfængslet i surrogat i fire uger,’ oplyser politikredsen.

Kvinden har taget forbehold for at kære rettens afgørelse af grundlovsforhøret, der blev afholdt bag lukkede døre.

TvSyd oplyser, at det var af hensyn til kvindens mentale helbred, at der blev anmodet om dørlukning i retten.

Den 44-årige kvindes forsvarer forklarede, at kvinden lider af paranoid skizofreni.

Ifølge mediet kom det frem i grundlovsforhøret, at kvinden erkendte at have brugt en køkkenkniv til at stikke manden i brystregionen, mens han lå og sov i sin seng.

Korte videoer