Flere meldes døde og sårede i det, som Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, kalder “det værste masseskyderi i svensk historie”. Nu reagerer kongehuset.
Tidligt tirsdag eftermiddag omkring klokken 12.30 indløb en melding om et skyderi på et uddannelsessted i Örebro, flere hundrede kilometer vest for Stockholm.
Mindst 11 personer, herunder den formodede gerningsmand, er efterfølgende blevet bekræftet dræbt på uddannelsescenteret ‘Campus Risbergska’.
Desuden meldes mange sårede.
På nuværende tidspunkt kendes motivet ikke, men ifølge svenske medier skulle gerningsmanden være en 35-årig mand.
Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, kalder hændelsen “det værste masseskyderi i svensk historie”.
Den tragiske hændelse har spredt chok og sorg i hele Sverige, og kondolancer strømmer ind fra både ind- og udland.
Det danske kongehus har også sendt en dybfølt kondolance.
(Artiklen fortsætter under opslaget)
I en kondolanceskrivelse har kong Frederik sendt følgende brev til kong Carl Gustaf af Sverige:
“Dybt forfærdet og berørt af det brutale skyderi på en skole i Örebro i dag, sender jeg mine varmeste tanker og dybeste medfølelse til dig og hele det svenske folk.”
Det skriver Kongehuset i et opslag på Instagram.
Uddannelsesstedet Campus Risbergska er en voksen- og ungdomsskole, der tilbyder fag på både grundskole- og gymnasieniveau.