Varde Kommune tager nye midler i brug for at engagere borgerne i det kommende kommunalvalg. Sammen med Det Boligsociale Team inviterer de til valgbanko, hvor tallene er skiftet ud med spørgsmål om budgetter, byrådsmedlemmer og lokalområder.
“Hvor stort er budgettet i Varde Kommune? Og hvor mange sidder der egentlig i Byrådet? Det er spørgsmål som disse kombineret med paratviden om lokalområderne i Varde Kommune, der er omdrejningspunktet, når ”Gamle Ole” og anden bingolingo skiftes ud for en aften,” skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Formålet er at gøre valget mere tilgængeligt og spiseligt for borgerne.
I et svar til Presse-fotos.dk uddyber Varde Kommune tanken bag:
“Vi afholder valgbanko for at skabe opmærksomhed omkring valget. Samtidig er det et arrangement, hvor valg og politik bliver præsenteret på en anden måde, der kommer mere i øjenhøjde med borgerne.”
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ifølge kommunen vil deltagerne til arrangementet få viden om kommunalvalget, byrådsarbejdet, lokalpolitik og Varde Kommune generelt.
Borgerne får desuden mulighed for at møde kandidater fra de opstillede partier og stille spørgsmål direkte til dem. Hvert parti får mulighed for at stille med en til to kandidater. Listen over kandidater er endnu ikke offentliggjort.
Borgmester i Varde Kommune Mads Sørensen håber, at det anderledes format kan få flere til at stemme.
“Kommunalvalget er på trapperne, og vi vil gerne skabe opmærksomhed omkring det, for at så mange borgere som muligt engagerer sig i demokratiet ved at stemme. Til kommune-banko får borgerne en masse viden om vores kommune, kommunalvalget, byrådsarbejdet og meget mere på en anderledes og sjov måde. Forhåbentlig tager deltagerne derfra og synes, at kommunalpolitik både er vigtigt og interessant,” siger Mads Sørensen til Presse-fotos.dk.
Kommune-banko og fællesspisning finder sted onsdag den 22. oktober kl. 17.30 på Varde Rådhus. Arrangementet kræver tilmelding.
Pigerne fik tørklæde på under skoleklasse-besøg i moské: Nu raser politikerne