Danmarks nye håndboldlandstræner står over for sin første store opgave ved VM. I et nyt portrætprogram kan du komme helt tæt på Helle Thomsen forud for slutrunden.
Den 1. juli 2025 fik det danske kvindelandshold i håndbold en ny landstræner.
Hun hedder Helle Thomsen, og hun har igennem de seneste 16 år stået i spidsen for både danske og internationale klubber samt de svenske og hollandske landshold.
Den nye landstræner har gjort en god figur, men i næste uge venter starten på hendes første slutrunde.
Ved VM i Tyskland og Holland skal Helle Thomsen, assistenttræner Bojana Popovic og de danske håndboldkvinder forsøge at tage den først guldmedalje siden OL i 2004.
Inden den danske VM-åbningskamp kan du få et unikt indblik i Helle Thomsens første tid som træner og hendes arbejde frem mod VM.
(Artiklen fortsætter under billedet)

En tid med svære valg
I TV 2’s nye portrætprogram ‘Helle for Danmark’ kommer seeren helt tæt på den nye landstræner – i håndboldhallen, omklædningsrummet og mødelokalet.
Programmet følger Helle Thomsen i månederne op til hendes første slutrunde som træner for det danske håndboldlandshold.
Det er en tid fyldt med spænding og stor stolthed.
“At stå i spidsen for sit eget land i den sport, man elsker allermest, det er bare enormt stort. Det er en kæmpe drøm, som er gået i opfyldelse,” siger Helle Thomsen i programmet.
Tiden op til landstrænerens første store opgave er dog også svær.
De høje forventninger til landsholdet i en håndboldgal nation som Danmark er ikke til at tage fejl af. Og derfor skal Helle Thomsen tage mange svære valg for at sikre den stærkeste trup og de bedste taktikker forud for VM-slutrunden.
Ubesejret
Generalprøver har der været nok af, og den nye landstræner har bestået dem alle indtil videre.
Helle Thomsen debuterede med en knusende sejr i en venskabskamp mod Island. Siden har landsholdet ikke tabt – hverken i venskabskampe eller ved EHF Euro Cup.
Lørdag aften møder de danske håndboldkvinder Sverige i den sidste test før VM. Det bliver anden kamp på kort tid mod svenskerne, som blev slået med 35-23 torsdag.
Indtil videre har Helle Thomsen altså gjort det ganske godt, men de årlige slutrunder – hvad end det er VM eller EM – er et helt andet bæst.
VM starter for Danmark torsdag den 27. november mod Japan. Den kamp bliver vist på TV 2.
Portrætprogrammet ‘Helle for Danmark’ får premiere dagen inden åbningskampen på TV 2 Play og sendes den 29. november på TV 2.
Anna Kristensen søger nye sportslige udfordringer og er færdig i Team Esbjerg i sommeren 2026