EU-center for overvågning af rummet holder øje med kinesisk rumskrot, der så ud til at styrte ned i Europa.
Kinesisk rumskrot ude af kontrol ser ud til at ramme ned i Stillehavet, frem for at lande syd for Danmark – som ellers blev frygtet.
Det fortæller astrofysiker ved Aarhus Universitet Mads Skakke Fredslund.
– Rumskrottet er en løfteraket, som kineserne har brugt til at sende noget ud i rummet med. Og det har de så bare ladet falde mod jorden, siger astrofysikeren.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Han fortæller, at skrottet for nuværende ser ud til at flyve lige syd for Australien.
– Det har lige passeret hen over Danmark for 30 minutter siden, så det ser ikke ud til at komme hen over Danmark igen, siger Mads Skakke Fredslund.
Han fortæller, at rumskrot sommetider styrter ned på Jorden.
– Men det særlige her er, at den har haft en bane og er nået så langt ned, at der var en risiko for, at noget kunne falde ned i Europa.
EU’s Space Surveillance and Tracking-center (EU SST) holder nøje øje med, hvordan rumskrottet bevæger sig. Det skriver centeret på sin hjemmeside.
/ritzau/