Kennedy- og Martin Luther King-drab afsløres: ‘Folk har ventet på det her i årtier’

USA’s præsident Donald Trumps administration vil tirsdag offentliggøre omkring 80.000 dokumenter, der omhandler drabet på den tidligere præsident John F. Kennedy.

Det meddeler Trump tirsdag til pressen under et besøg i The Kennedy Center i Washington D.C i USA.

– Folk har ventet på det her i årtier. Det bliver meget interessant, lyder det fra Trump.

Tidligere på året underskrev Trump et dekret, som beordrede, at arkiverne om i alt tre drab offentliggøres fuldt ud.

Det drejer sig om drabet på John F. Kennedy i 1963, drabet på senator Robert F. Kennedy i 1968 og drabet på den sorte, amerikanske borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King Jr. i 1968.

I februar meddelte det amerikanske forbundspoliti, FBI, så, at det havde fundet tusindvis af nye dokumenter med forbindelse til sagen om drabet på den tidligere præsident.

Det står ikke klart, hvilke oplysninger om sagen dokumenterne indeholder.

Reuters

En 27-årig mand er tiltalt i en alvorlig sag med 32 formodede ofre. Flere af tiltalerne er mod hans daværende stedsøster, der har været mellem otte og ti år, da han skulle have udsat hende for forfærdelige ting.