Københavns Byret har kendt Sisse Sejr-Nørgaard skyldig i anklageskriftet. Her er dommen mod journalisten
Journalist og tv-vært Sisse Sejr-Nørgaard idømmes 30 dages betinget fængsel for at have stalket en kvinde gennem en måned.
Dommen er onsdag faldet i Københavns Byret, hvor Sisse Sejr-Nørgaard tilstod stalking og identitetsmisbrug.
Hun har erkendt, at hun indtastede offerets personoplysninger i mindst 81 formularer, så kvinden fik tilsendt nyhedsbreve, bookingbekræftelser, telefonopringninger og beskeder.
– Jeg vil godt sende en kæmpestor undskyldning til hende. Det skulle jeg aldrig have gjort, sagde Sisse Sejr-Nørgaard onsdag formiddag i retten.
Chikanen fandt sted fra 15. juli til 20. august 2024. Journalisten fortalte, at hendes „verden væltede‟ den sommer.
Hun forklarede, at kvinden havde en relation til hendes mand, journalist Esben Bjerre.
– Jeg er ikke et sted denne her sommer, hvor jeg tænker på ingen måde klart. Jeg kan ikke rumme det, og så er det, at jeg fortsætter, sagde Sisse Sejr-Nørgaard og tilføjede:
– Jeg tror, at i situationen tænkte jeg ikke, at det var skadeligt, men det kan jeg godt se nu.
Fordi chikanen har karakter af at være vedvarende og systematisk, er der tale om overtrædelse af straffelovens stalkingparagraf.
Desuden dømmes Sisse Sejr-Nørgaard for identitetsmisbrug, fordi medieværten i forbindelse med formularindtastningerne har udgivet sig for at være en anden.
Udgangspunktet i sager om stalking er, at der idømmes 40 dages ubetinget fængsel.
Men anklager Anna Fog mener, at der er tale om et særligt tilfælde i denne sag, så hun anbefalede en dom på 30 dages betinget fængsel.
Hun lagde blandt andet vægt på, at der var tale om en tilståelse, og at Sisse Sejr-Nørgaard har gode personlige forhold.
– Retten har valgt at sige, at det at stalke nogen, er noget, som vi ser alvorligt på, siger anklageren efter dommen.
Det kvindelige offers advokat, Miriam Michaelsen, krævede også en erstatning på 60.000 kroner i sagen. Men det afviser Københavns Byret.
Sisse Sejr-Nørgaard modtager dommen og anker altså ikke til landsretten.
/ritzau/