Karsten Ree har fredag været afhørt af Nordsjællands Politi i forbindelse med flere anmeldelser, herunder en anmeldelse fra hans kommende ekskone, Janni Ree, om vold. Politiet har bekræftet overfor B.T., at de efterforsker voldsanmeldelsen.
Faktisk er det tidligere kommet frem, at de Karsten Ree og Janni Ree slet ikke var skilt alligevel.
Men efterforskningen af deres anmeldelser er i fuld gang.
Tidligere har der ikke været nogen officiel udtalelse fra den 79-årige rigmands side, men Karsten Rees kommunikationsansvarlige, Sune Aagaard, bekræfter nu overfor B.T., at man er i ‘løbende dialog med de relevante myndigheder om de respektive parters anmeldelser’. Mediet har også erfaret, at Karsten Ree altså er blevet afhørt på Gentofte Station.
Karsten Ree har også selv meldt Janni Ree til politiet for afpresning, og også denne sag er blevet bekræftet af Nordsjællands Politi som en del af efterforskningen.
Janni Ree er dog ikke i tvivl om, at hendes anmeldelse bliver taget alvorligt af politiet. Den 54-årige forsidefrue udtaler til mediet:
‘Det eneste, jeg vil sige til det, er, at jeg er glad for, at politiet tager min anmeldelse alvorligt, og det har de gjort fra dag et,’ siger hun og fortsætter:
‘Der er en lang vidneliste, og det er alt sammen veldokumenteret i de 49 tilfælde af psykisk, fysisk og økonomisk vold. Så jeg er fuld af fortrøstning omkring, at retfærdigheden sker fyldest’
Flere afhøringer i sag om Karsten Ree og Janni Ree
Janni Ree har tidligere bekræftet, at hun er blevet færdigafhørt i forbindelse med sin anmeldelse af vold mod Karsten Ree.
Sune Aagaard har dog ikke ønsket at bekræfte overfor B.T., om Karsten Ree har været afhørt i relation til Janni Rees voldsanmeldelse, eller om han er blevet formelt sigtet.
‘Der foregår en løbende dialog med de relevante myndigheder om de respektive parters anmeldelser, men af hensyn til efterforskningen har vi ikke yderligere kommentarer’ udtaler Sune Aagaard til mediet.