På hjørnet af Stenosgade og Gammel Kongevej ligger blomster, lys og små personlige hilsner stadig tæt. For forbipasserende i myldretiden er det et stille vidnesbyrd om en tragisk ulykke, der for blot to uger siden kostede en ung kvinde livet.
Den 21-årige Karoline mistede tirsdag morgen den 18. november livet i en højresvingsulykke, da hun blev ramt af en lastbil, mens hun cyklede i krydset.
Ulykken rystede både lokalmiljøet og hendes hjemby i Sønderjylland.
Tirsdag den 2. december blev Karoline bisat i Haderslev Domkirke tæt på den by, hvor hun voksede op, som er Marstrup uden for Haderslev.
I en nekrolog til jv.dk beskriver familien hende som en omsorgsfuld, selvstændig og lysende ung kvinde, der allerede havde nået meget og drømt om endnu mere.
Efter sin studentereksamen flyttede Karoline hurtigt til København. Hun nåede at rejse alene på interrail i halvanden måned og havde lagt detaljerede planer for nye eventyr: I februar skulle hun til Afrika. For at finansiere turen arbejdede hun både i Tivoli og i en pølsevogn.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Planen var at rejse til Zanzibar med ’Try Medics’, hvor unge får mulighed for at få erfaring på udenlandske hospitaler. Efter opholdet ville hun bruge tid på velgørenhedsarbejde i Uganda.
Da ulykken skete, blev familien kontaktet af politiet. Hendes far, som selv er lastbilchauffør, måtte efterlade sin egen lastbil på en rasteplads, hvor politiet samlede ham op. Familien blev kørt mod Rigshospitalet, men undervejs fik de besked om, at Karoline var afgået ved døden.
Københavns Politi oplyser til Ekstra Bladet, at en part i ulykken er sigtet for uagtsomt manddrab. Efterforskningen er fortsat i gang, og politiet ønsker ikke at udtale sig nærmere om de konkrete omstændigheder.
Mediet har været i kontakt med familien, som ikke ønsker at kommentere yderligere.
På gadehjørnet i København vokser mindestedet fortsat som et stille symbol på tabet af en ung kvinde midt i livet.
Regler for fartkameraer ændret: Nu er det forbudt


