Krigere, bragende sværdkampe, ild, runer og historiske markeder. Til juli bliver Trelleborg forvandlet til en levende vikingeby, når Danmarks største vikingefestival løber af stablen.
Nu er det tid til at rejse mere end 1.000 år tilbage i tiden.
Fra i dag og frem til søndag den 19. juli fyldes Vikingeborgen Trelleborg ved Slagelse af over 1.000 vikinger fra både Danmark og udlandet, når Danmarks største vikingefestival slår portene op.
I år bliver det samtidig lettere end nogensinde at komme til festivalen. Buslinje 909 kører nemlig helt gratis mellem Slagelse Station og festivalpladsen alle dage, så gæster kan slippe for jagten på en parkeringsplads.
På den måde kan deltagerene også ankomme i samlet flok som et togt i vaske ægte vikinge stil.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Festivalområdet forvandles til en levende vikingeverden med autentiske lejre, handelsboder, håndværkere, madbål og kamptræning, hvor fortiden vækkes til live med lyden af klingende stål, duften af bål og synet af historiske dragter.
Museumschef Anne-Christine Larsen glæder sig til endnu en festival og fremhæver, at den gratis bus både gør oplevelsen mere tilgængelig og samtidig er en bæredygtig løsning for både lokale og turister.
Festivalpladsen holder åbent hver dag fra klokken 10 til 17.
I vikingelandsbyen “Slagløse” kan både børn og voksne prøve kræfter med livet som vikinger. Her kan man blandt andet bage fladbrød, skyde med bue og pil, male sit eget skjold, skrive med runer og opleve ægte vikingehåndværk.
De yngste gæster kan desuden deltage i gratis krigertræning eller tage med på en rundvisning i området.
Rundt på pladsen kan publikum møde smede, håndværkere og handelsfolk, opleve krigerne træne og købe historiske varer – dog er det en god idé at medbringe kontanter, hvis man vil handle hos vikingerne.
Kulminerer i et kæmpe slag
Festivalens absolutte højdepunkt bliver endnu en gang “Slaget om Trelleborg”.
Fra torsdag den 16. juli til søndag den 19. juli samles mere end 200 vikingekrigere i fuld rustning på slagmarken, hvor de hver dag fra klokken 13 til 13.45 kæmper om sejr og ære.
Kampene er ikke koreograferede på forhånd, hvilket betyder, at udfaldet først afgøres, når sværdene krydses på slagmarken.
Samtidig kan sultne gæster besøge Café Trelleborg, hvor Madentréprenøren har udvidet både køkken, personale og udvalg. Her serveres blandt andet lokale specialiteter, grillede pølser, kolde drikkevarer og is gennem hele festivalen.
Entréen koster 150 kroner for voksne, mens børn og unge under 18 år kan komme ind for 50 kroner pr. dag.
Der er gratis parkering ved museet og på markerne ved Hejningevej, men arrangørerne anbefaler, at gæster ankommer senest klokken 11 på dagene med de store slag, da der forventes mange besøgende.
Med tusindvis af gæster, over 1.000 vikinger, historiske oplevelser og spektakulære kampe tegner Vikingefestivalen 2026 endnu en gang til at blive en af sommerens største publikumsmagneter.
