Det passer ikke, at de ukrainske hærenheder, der besætter dele af den russiske Kursk-region, er omringet af russerne.
Det skriver Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i et opslag på det sociale medie X.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, hævdede ellers torsdag, at det stod skidt til for de ukrainske soldater i området.
– Vores soldater holder fortsat russiske og nordkoreanske grupperinger tilbage i Kursk-regionen. Der er ingen omringning af vores soldater, skriver Zelenskyj.
Trump skulle have fået nyheden om den russiske omringning at vide i forbindelse med USA’s forhandlinger med russerne om våbenhvile.
Han hævder at have bedt Putin om at skåne ukrainernes liv.
Putin opfordrede samme dag de ukrainske soldater til at overgive sig og nedlægge våbnene, hvis ikke de vil dø.
“Hvis de ukrainske styrker i Kursk-regionen bliver lukket inde, vil de ikke kunne komme ud igen”.
“Og så har de kun to muligheder tilbage. At overgive sig eller dø”, sagde Putin på sit pressemøde.
Men det er der ingen grund til, forsikrer Zelenskyj.
– Vores styrker fortsætter deres arbejde i Kursk-regionen som hidtil. Takket være de ukrainske styrker er et betydeligt antal russiske soldater trukket tilbage fra andre retninger, skriver Zelenskyj.
Han fortæller desuden, at man har observeret flere russiske soldater langs Ukraines østlige grænse.
Det peger ifølge Zelenskyj på et forestående angreb på den ukrainske Sumy-region. Et angreb, som ukrainerne ifølge præsidenten vil slå tilbage.
Trump skyder sig selv i foden: Der er kun en vinder i det her spil