Den nye dagligvarekæde Alma har torsdag morgen klokken 8 åbnet sin første butik på Frederiksberg i København.
TV 2 Kosmopol melder om lang kø foran Alma på Sylows Allé på Frederiksberg kort før åbningen.
– De seneste par uger har vi knoklet for at få de sidste ting på plads i butikken, og vi håber, at I vil komme forbi og kigge på alle de herlige varer, vi har udvalgt til jer, skriver alma i en pressemeddelelse.
Det var Irmas tidligere direktør, Alfred Josefsen, der sammen med andre Irma-folk besluttede sig for at danne alma, da Irma lukkede.
Irma åbnede første gang helt tilbage i 1886, og kæden blev overtaget af Coop i 1982. I 2023 besluttede Coop at lukke Irma.
Dengang lød begrundelsen fra Coop, at der ikke længere var et marked for Irma som selvstændig kæde, og at kunderne i stedet ønskede større udvalg af discount. Irma-butikkerne lå alle i og omkring København.
Blandt åbningstilbuddene kan du få Økologiske bælgfrugter fra Bælgkompagniet med 20% rabat, 2 flasker Le Relais du Roi Principauté d’Orange-vin til 120 kroner og Økologisk most og saft fra Østergård Mosteri – 3 liter for 99 kr. Det skriver Alma i et netop udsendt nyhedsbrev.
De sidste Irma-butikker lukkede i maj 2024. Lukningen førte til protester fra kunderne.
Alma skal tiltrække nogle af de samme kunder, som var fan af Irma med fokus på kvalitet, siger direktør Alfred Josefsen til Børsen.
Men Alma vil også adskille sig fra Irma og sine konkurrenter i dagligvarebranchen. Kæden kalder sig et madmarked, og 98 procent af sortimentet skal være fødevarer, skriver Børsen.
Der vil ikke være nogen kiosk med tobak og tipning, og derudover dropper man scan selv-kasser.
Det forventes, at den næste Alma åbner i Store Kongensgade i centrum af København til maj.
Almas butikker kommer til at ligge i København og i Nordsjælland, oplyser Alma.