Sikkerhedsstyrelsens alderskontrol afslørede torsdag flere brud på reglerne for salg af alkohol og nikotin til unge – trods nye bødestørrelser og skærpet fokus.
En fjerdedel af de butikker på Bornholm, som torsdag blev kontrolleret af Sikkerhedsstyrelsen under Folkemødet, solgte ulovligt alkohol, tobak eller nikotinprodukter til mindreårige. Det viser nye tal fra styrelsen, som gennemførte 16 kontroller med unge kontrolkøbere.
Det er særligt opsigtsvækkende, fordi aldersgrænserne er tydelige og bøderne for overtrædelse er hævet markant. Butikker må ikke sælge alkohol over 1,2 procent til unge under 16 år, og stærkere alkohol samt nikotin- og tobaksprodukter kræver en alder på mindst 18 år.
‘Det er uacceptabelt, at mange unge stadig kan købe alkohol, tobak og nikotinprodukter i strid med loven. Vi har et ansvar for at beskytte børn og unge, og derfor fører vi kontrol – også på tidspunkter og steder, hvor vi ved, at mange unge er samlet, siger kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen,’ Stine Pedersen.
Den aktuelle kontrolaktion på Bornholm indgik i en bredere forsøgsordning, som har været i gang siden juli 2024. Sikkerhedsstyrelsen har i perioden gennemført i alt 1.447 kontroller i hele landet – og i 35 procent af tilfældene er reglerne blevet brudt.
I Region Hovedstaden har der alene været 189 overtrædelser ud af 447 kontroller, mens Region Syddanmark tegner sig for 108 overtrædelser.
Under Folkemødet deltager styrelsen også i flere debatter om unges forbrugsvaner og grænsekontrol. Torsdag deltog Stine Pedersen i en debat arrangeret af Kræftens Bekæmpelse om tobaksforebyggelse, og vicedirektør Kirsten Wilbour Dam Christiansen bidrog til en paneldebat om metoden med unge kontrolkøbere, arrangeret af Det Kriminalpræventive Råd og Alkohol & Samfund.
Fra januar 2025 er bøden ved førstegangsforseelser hævet til 50.000 kr. – både for salg af stærk alkohol og nikotinprodukter.
Tallene fra forsøgsordningen
Siden indførelsen af forsøgsordningen med unge kontrolkøbere i juli 2024 har Sikkerhedsstyrelsen konstateret overtrædelser i mere end hver tredje butik. Denne metode har vist sig at være markant mere effektiv end tidligere kontrolmetoder, hvor voksne tilsynsførende skulle være til stede på det præcise tidspunkt for et ulovligt salg.
Ifølge kontorchef Stine Pedersen har de seneste seks måneders kontroller afsløret 362 overtrædelser, hvilket er over 30 gange så mange som i de foregående fire år. Det understreger nødvendigheden af den nye kontrolmetode. Sikkerhedsstyrelsen fortsætter med at føre tilsyn og opfordrer forhandlere til at tjekke ID ved salg af alkohol, nikotin og tobak.