Gidsel skal dyste mod Mads P. om stor pris

I sidste uge blev Mads Pedersen annonceret som første finalist til en af Danmarks største sportspriser. Nu melder verdens bedste håndboldspiller sig også ind i kampen.

Den 16. januar starter EM i håndbold for det danske herrelandshold, når de tager imod Nordmakedonien i Jyske Bank Boxen i Herning.

En af dem, der forhåbentlig skal spille en stor rolle i at hente det første EM-guld siden 2012 hjem til Danmark, er Füchse Berlin-spilleren Mathias Gidsel.

Bagspilleren, der har vundet titlen som verdens bedste håndboldspiller de seneste to år, forventes endnu en gang at blive et vigtigt aktiv for Danmarks gulddrømme på hjemmebane i Herning.

Allerede 13 dage før den danske EM-åbningskamp kan Gidsel dog få en anden stor oplevelse i samme arena.

Her skal han nemlig iføre sig sit stiveste puds og forberede sin takketale, da han er nomineret til en af de største sportspriser i Danmark.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Mathias Gidsel i aktion for det danske landshold mod Argentina i 2024. Foto: Dejan Obretkovic/DanskHåndbold

Kan vinde prisen for anden gang – men for første gang på egen hånd

Den 3. januar 2026, mens de sidste forberedelser til EM-slutrunden er i fuld gang, løber det store ‘Sport 2025’-show af stablen.

Her er den 26-årige Mathias Gidsel nomineret til ‘Årets sportsnavn’.

Det annoncerer Club La Santa, Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark i en pressemeddelelse.

Håndboldspilleren er den anden af de tre finalister, der er udvalgt fra en liste af 15 nominerede atleter.

I sidste uge blev cykelrytteren Mads Pedersen annonceret som den første finalist.

Mathias Gidsel har tidligere vundet prisen sammen med resten af herrelandsholdet, da de som hold vandt prisen efter VM-triumfen i 2023.

Nomineret efter et fantastisk VM

Selvom Mathias Gidsel også har haft et særdeles godt år med sin tyske klub, er det især hans præstationer ved VM i januar, der har sat ham i spil til prisen.

Ved slutrunden, hvor Danmark også var vært sammen med Kroatien og Norge, vandt han sin fjerde guldmedalje med landsholdet.

Gidsel var en stor del af Danmarks succes, da han med 74 mål blev suveræn topscorer og vandt MVP-prisen som den mest værdifulde spiller ved VM.

Han fandt desuden plads på All Star-holdet for syvende mesterskab i træk.

”Mathias Gidsel bliver ved med at flytte håndboldgrænserne for, hvad der er muligt og sætter gang på gang nye standarder og rekorder. Han vinder både personlige titler og store pokaler med Danmark og Füchse Berlin, og hans dedikation, kreativitet og evne til at præstere under pres gør ham til et enestående forbillede i håndboldverdenen og i dansk idræt som helhed. Stort tillykke til Gidsel og dansk håndbold med nomineringen,” siger Hans Natorp, formand for Danmarks Idrætsforbund og med i prisens dommerkomité, i en pressemeddelelse.

Den sidste finalist til ‘Årets sportsnavn’ bliver annonceret den 17. december.

Vinderen kåres ved ‘Sport 2025’-gallaen i Jyske Bank Boxen den 3. januar. Showet vises på DR1.

Løvernes Champions League-opgør mod Villarreal og FC Barcelona giver Røde Kors en sjælden international eksponering.