Efter en uge med fest, fællesskab og store musikalske oplevelser er årets Roskilde Festival nu ovre.
Årets program leverede en stærk blanding af store, samlende rock- og popkoncerter og et væld af muligheder for at dykke ned i nogle af de mest spændende kunstnere fra forskelllige lande og genrer.
Presse-fotos.dk var med til nogle af årets bedste, største og mest historiske øjeblikke på flere af festivalens scener.
Historisk præstation
Efter fire dage med campfest og First Days-koncerter blev årets Roskilde Festival for alvor skudt i gang, da Pil åbnede Orange Scene tidligt onsdag aften.
Det gjorde hun med et ganske udmærket popshow, der dog var mest mindeværdigt for sangerindens tydelige glæde over at så på den ikoniske scene.
Tessa var endnu mere berørt, da hun fredag stod på samme scene med tårer i øjnene, og reflekterede over sin rejse dertil.
Selvom undertegnede anmelder måske ikke blev blæst væk af det musikalske indhold, var det uden tvivl et stort, historisk moment, da vestegnsrapperen blev den første kvindelige danske rapper nogensinde til at give koncert på Orange Scene.
Festivalens største scene blev også besøgt af flere stærke kvinder, heriblandt britiske Lily Allen og svenske Zara Larsson – der leverede en fænomenal popfest, da hun lukkede scenen lørdag.
Og så viste Little Simz, hvorfor hun er en af verdens absolut stærkeste rappere lige nu.
Masser af rock
Selvom der var masser af pop og rap på Orange Scene, blev der altså også plads til den gode gamle rock, som nogle har anklaget Roskilde Festival for at bevæge sig for langt væk fra.
Festivalens bookere havde taget nogle sikre valg i The Cure og Gorillaz – om end sidstnævnte i undertegnede anmelders optik ikke helt leverede varen.
Et mindre kendt navn som Wolf Alice fandt dog også vej til den store scene med et ganske formidabelt sæt.
I hver sin ende af erfaringsspektret var TV-2 og Aphaca. Førstnævnte vendte tilbage med deres første Roskilde-optræden i 25 år, mens sidstnævnte trådte ind på den helt store scene for første gang i karrieren.
Se billeder fra mange af de nævnte koncerter samt en række andre mindeværdige optrædener i galleriet herunder:

























































