For første gang i 14 år: Legendarisk gruppe er tilbage

Illustrationsfoto.

I næste uge kommer der endelig nyt musik fra den legendariske hiphopgruppe, der ligeledes drager på danmarksturné i september.

En af de helt store grupper inden for dansk hiphop er snart aktuelle med ny musik.

I 14 år har fans ventet på ny musik fra ‘de tre bananer, man ikke kan nå’. De udgav senest musik i 2011.

Det er lang tid at gå uden et fix af de abstrakte rim og skæve beats, som de legendariske hiphoppere er kendt for.

Men nu er der altså endelig en ny udgivelse på vej. Det offentliggør Malk de Koijn i et opslag på deres Facebook-side.

‘En potent videreførelse’

På Facebook fortæller Malk de Koijn, at der om ganske kort tid vil komme en maxisingle med tre nye numre på.

Maxi-singlen med titlen ‘Nummer 5’ vil blive udgivet digitalt og på vinyl torsdag den 28. august.

Udgivelsen vil også indeholde de tre numres instrumentalversioner.

Så hvis man har lyst til at prøve kræfter med en freestyle over Tue Tracks produktion, er der rig mulighed for dette.

I en pressemeddelelse beskrives den nye musik som ‘en potent videreførelse af Malk De Koijns musikalske virke, hvor deres univers stadig udvider sig i vilde og uventede retninger’.

Nyt materiale til kommende turné

Sidste år tog Malk de Koijn på turné i forbindelse med gruppens 30-årsjubilæum. Her blinkede de røde lamper svimlende hurtigt i spillestedernes billetluger.

I år gentager de succesen, når de i løbet af september besøger flere af landets største byer.

Om de tre nye numre blot skal fungere som en lille forret til de kommende koncerter, eller der er et nyt album på vej, er stadig uvist.

Hvis den nye maxi-single er første step på vej mod gruppens fjerde album, vil det i så fald være første nye plade siden 2011’s ‘Toback to the Fromtime’.

Det album blev taget vældigt godt imod af både anmeldere og fans. Malk de Koijn modtog sågar prisen for ‘Årets danske album’ ved Danish Music Awards i 2012.

En af frontløberne fra en ikonisk æra i amerikansk rockmusik vender tilbage med ny musik og dansk koncert.