Folketingsmedlem beskudt på åben vej

70-årig forklarede i retten, at han fik overbalance og kom til at skyde mod vej, hvor politiker kørte i bil.

En 70-årig mand er ved Retten i Hjørring fundet skyldig i fareforvoldelse og brud på jagtloven ved at have afgivet skud med sit haglgevær ud mod en vej.

Et skud ramte en Peugeot stationcar, som folketingsmedlem Per Larsen (K) kom kørende i.

Den tiltalte idømmes 14 dages betinget fængsel og en tillægsbøde på 2000 kroner. Derudover konfiskeres et jagtgevær.

Det oplyser specialanklager Kim Kristensen fra anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi.

Den 70-årige mand fik lov at beholde sit jagttegn, selv om anklageren havde krævet det frakendt.

Hændelsen fandt sted 11. august 2022, da det konservative folketingsmedlem var på vej fra Frederikshavn til Hjørring.

– Det var da en noget chokerende oplevelse. Det gav et kæmpe drøn, og så kunne jeg se, at bagruden var helt hvid (på grund af krakelering, red.), sagde Per Larsen inden retsmødet til Ritzau.

Først troede han, at der var tale om et stenslag. Men en nærmere undersøgelse på et værksted viste spor efter hagl.

Per Larsen anmeldte episoden til Nordjyllands Politi, og en patrulje blev straks sendt ud til politikeren.

Også Politiets Efterretningstjeneste (PET) ringede og ville vide, om Per Larsen havde følt sig truet forud for hændelsen.

Samtidig gik politiet i gang med at undersøge stedet, hvor episoden havde fundet sted.

Der gik ikke lang tid, før man kunne berolige folketingsmedlemmet.

Skuddet var alt at dømme ikke affyret målrettet mod politikerens bil, men udløst af en person, der havde skudt efter måger.

Den udlægning bekræftede den tiltalte i retten.

– På en eller anden måde får jeg overbalance, og jeg bliver filtret ind i nogle grene, og så sker det.

– Det var det grimmeste uheld, jeg nogensinde har været udsat for, lød den tiltaltes forklaring ifølge Nordjyske.dk, der overværede retsmødet tirsdag.

Den tiltalte modtager dommen.

/ritzau/