Nu er det sket for første gang nogensinde og viser en alvorlig eskalering mellem Rusland og Nato under den voldsomme krig, der raser i Europa
Den blodige krig i Ukraine fortsætter nu på dens femte år med enorme menneskelige omkostninger til følge.
Millioner af mennesker er enten døde eller såret i krigen, og hundredevis af byer og landsbyer ligger i ruiner.
Samtidig vokser risikoen for en udvidelse af konflikten og en direkte storkrig af gigantiske dimensioner mellem Rusland og Nato for hver dag, der går.
En stor eskalering og en eksplosion i et Nato-land er i den forbindelse sket – og det markerer den første gang af slagsen.
(Artiklen fortsætter under billederne)


Analyser viser nemlig endegyldigt, at en drone, der sårede to i Nato-landet Rumænien torsdag, var russisk, melder præsident.
Yderligere analyser af en drone, der bragede ind i en rumænsk beboelsesejendom torsdag aften, viser utvetydigt, at den kom fra Rusland.
Det skriver Rumæniens præsident, Nicușor Dan, søndag i et opslag på det sociale medie X.
‘Dronen, der styrtede ned torsdag aften i Galați, er en Geran-2 af russisk oprindelse. Det er den utvetydige konklusion af den tekniske rapport, som er færdiggjort af eksperter fra den rumænske stat.’
‘Sikkerheden for de rumænske borgere og integriteten af det nationale territorium er fundamentale forpligtelser for den rumænske stat og vil blive forsvaret med fuld beslutsomhed,’ skriver han.
En 14-årig dreng og en 53-årig kvinde blev fredag indlagt på hospitalet, efter at en drone ramte et lejlighedskompleks i Galați tæt på grænsen til Ukraine.
Det var første gang, at en drone ramte en beboelsesejendom uden for Ukraine, siden Rusland indledte sin invasion i 2022.
Nicușor Dan skriver, at Rumænien vil meddele sine allierede i Nato og EU resultaterne af undersøgelsen.
‘Rumænien vil ikke ignorere eller nedtone nogen hændelse, der bringer sine borgeres liv, den nationale sikkerhed eller den rumænske stats suverænitet i fare,’ lyder det.
Dronen – en Geran-2 – kan bære en sprængladning på mellem 30 og 50 kilo. Det er nok til at brage ind i en boligblok og dræbe eller lemlæste beboere i flere lejligheder.
I et svar på Nicușor Dans X-opslag takker Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, sit rumænske modstykke for “klarheden” i udmeldingen.
‘Fakta er den bedste kur mod (den russiske præsident, Vladimir, red.) Putins løgne, og de beviser, at Ruslands manipulationer ikke vil lykkes,’ skriver han.
Han skriver videre, at Ukraine er klar til at samarbejde tæt med Rumænien og resten af Europa.
Anderledes toner har lydt fra russisk side.
Ruslands ambassade i Rumænien har beskyldt Ukraine for en iscenesat provokation med hændelsen.
Præsident Vladimir Putin sagde fredag, at ingen med sikkerhed kunne fastslå flyvningens oprindelse, før en grundig undersøgelse var blevet gennemført.




