Før afgørende forhandlinger: Troels Lund i enorm kovending

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Venstres formand har tidligere sagt, at partiet ikke støttede et nationalt forbud, men nu har den holdning ændret sig.

En af valgkampens helt store emner har været danskernes drikkevand.

Et emne, som især blev diskuteret i statsministerdebatten mellem Mette Frederiksen (S) og Troels Lund Poulsen (V).

Her gik den fungerende statsminister nemlig til angreb mod Venstre, der ikke ønskede et nationalt sprøjteforbud for at sikre rent drikkevand, for partiets tråde til landbruget.

Men nu har noget ændret sig i Venstre og hos kongelig undersøger Troels Lund Poulsen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Troels Lund Poulsen og Venstre har ændret sit standpunkt for at bøje sig mod andre partier. (Arkivfoto)

Venstre bakker nemlig nu op om et nationalt sprøjteforbud.

Sådan lyder det fra partiformand Troels Lund Poulsen på et pressemøde fredag eftermiddag.

Det afholdes i forbindelse med de igangværende regeringsforhandlinger, hvor formanden i sidste uge blev udpeget som kongelig undersøger.

Her siger han, at han er “villig til at bøje” sig.

– Der er rigtig mange partier, der gerne vil sikre rent drikkevand. Det er ikke kun ét parti. Det vil alle partier, siger Troels Lund Poulsen.

Rent drikkevand var et varmt emne under valgkampen. Dengang lød det fra Venstre, at udfordringerne skal løses inden for den grønne trepart og ved lokale sprøjteforbud.

Men nu støtter partiet altså et nationalt sprøjteforbud.

– Jeg er af den opfattelse, at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at sikre vores drikkevand. Det har jeg sagt hele valgkampen igennem.

– Nu siger jeg så, at et nationalt sprøjteforbud, det er en prioriteret opgave, som Venstre også kommer til at støtte, siger Troels Lund Poulsen.

Troels Lund Poulsen blev fredag i sidste uge udpeget som kongelig undersøger.

Han fik det job, fordi Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, fredag hev stikket ud på fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) som kongelig undersøger.

Hun havde i omkring seks uger forgæves forsøgt at danne en centrum-venstre-regering.

De indledende forhandlinger med Troels Lund Poulsen i spidsen fandt sted mandag og tirsdag.

Torsdag meddelte han så i et opslag på Facebook, at han vil invitere Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, De Konservative, De Radikale og Moderaterne til yderligere forhandlinger.

De fortsætter fredag med Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance, oplyste Venstre torsdag.

Lørdag forhandler Troels Lund Poulsen med De Radikale, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, og søndag kommer De Konservative og Moderaterne til forhandlinger.

/ritzau/

Se også
Løkke er ikke i tvivl: Det får afgørende betydning
Annonce

Annonce