Flere danske veje oversvømmet

Vejdirektoratet arbejder på at få ryddet op efter de seneste døgns nedbør, der har oversvømmet flere veje.

Flere veje rundt i landet er onsdag morgen fortsat spærret på grund af vandmasser efter de seneste dages nedbør.

Det fremgår af Vejdirektoratets trafikkort.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Et spor er spærret på E20 Vestmotorvejen mod Halsskov ved frakørsel til Tjæreby.

På samme motorvej i den anden retning har vejen i løbet af natten til onsdag været helt spærret mellem frakørsel 41 Tjæreby og frakørsel 40b Vemmelev på grund af vand.

Onsdag klokken 06.59 oplyser Vejdirektoratet på X, at et spor er genåbnet.

På Falster, der særligt har været ramt af store mængder nedbør, er Omfartsvej mod Nykøbing Falster mellem Sønder Vedby og Kraghave også spærret.

Lidt længere mod vest på E47 fra Sakskøbing mod Rødby mellem Våbensted og Lysmose er der også vand på vejen.

Ifølge Vejdirektoratet kan det passeres med forsigtighed, men højre spor er helt spærret.

På det vestlige Sjælland har vandet også indfundet sig på vejene.

Rute 23 fra Tølløse mod Kalundborg mellem Mørkøv og Jyderup er spærret.

Mandag og tirsdag var der udsendt et varsel om meget farligt vejr flere steder i landet fra Danmarks Meteorologiske Instituts (DMI).

Det betyder, at der er høj risiko for, at vejrudviklingen kan påvirke omgivelser og forstyrre samfundets funktioner.

Mens de voldsomme vandmasser udeblev flere steder, blev særligt Fyn og Lolland-Falster ramt.

Frem til tirsdag klokken 17.00 var der faldet mere end 100 millimeter regn. På Møn var der faldet næsten 150 millimeter.

Da der normalt falder 65,8 millimeter regn på hele juli måned, er der flere steder faldet over en måneds nedbør på et døgn.

Varsel om kraftig regn fra DMI ophørte tirsdag aften.

Vejdirektoratet skriver dog onsdag morgen på det sociale medie X, at der stadig kan ligge vand på veje og i viadukter.

– Så kør fortsat efter forholdene, mens vi arbejder på at få ryddet det sidste op, lyder det.

/ritzau/

Et massivt nedbrud hos Nets har ramt danske restauranter hårdt. I København står restauratører med ubetalte regninger fra gæster. Kun få har reageret på opkrævningerne i et konkret tilfælde.