Danmark er utroligt stærkt repræsenteret med hele tre serier ved den internationale seriefestival Canneseries.
De fleste kender den prestigefyldte filmfestival, der hvert år løber af stablen i Cannes.
Færre er måske klar over, at den franske by også danner ramme om den store internationale seriefestival Canneseries.
Festivalen, der debuterede i 2018, fremviser og uddeler priser til nogle af verdens stærkeste serier.
Ved et pressemøde tirsdag løftede arrangørerne sløret for de i alt 19 fiktions- og dokumentarserier, der skal dyste om priserne i Canneseries’ tre konkurrencekategorier – samt en række øvrige priser. Og her er der fornem dansk repræsentation med hele tre serier.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Pilou Asbæk brillerer i rå politiserie
Danmark bør have gode chancer i hovedkonkurrencen for serier i langt format.
Her er to af de otte serier nemlig danske.
Den første af disse er den rå politiserie ‘Slangedræber’, der har Pilou Asbæk i hovedrollen.
Serien modtog ros fra anmelderne, da den fik premiere på Prime Video tilbage i januar.
‘Slangedræber’ er skrevet, konceptueret og instrueret af Anders Ølholm og produceret af Mia Marie Borup og Mette Høst Hansen for Nordisk Film Production.
Hos Nordisk Film er man stolte over udtagelsen.
“Det er et massivt skulderklap til alle, der har bidraget med deres talent og hårde arbejde, at ‘Slangedræber’s unikke kvaliteter bliver set og anerkendt internationalt. Det vidner om seriens høje standard og placerer den solidt i det internationale serielandskab. Det er super flot!”, siger Katrine Vogelsang, der er adm. direktør for Nordisk Film Production, i en pressemeddelelse.
Kommende DR-serie får verdenspremiere
Den anden danske serie, der er udtaget i hovedkonkurrencen for serier i langt format, er den kommende DR-serie ‘Høst’.
Modsat ‘Slangedræber’ kommer Oscar-nominerede Martin Zandvliets nye serie til at få verdenspremiere på Canneseries, hvor de to første af i alt syv afsnit vises.
I en pressemeddelelse i forbindelse med udtagelsen, beskriver DR serien som ‘et intenst familiedrama om generationsskifte og hemmeligheder’.
‘Høst’ får premiere på DR i efteråret 2026.
Dokumentar fortsætter imponerende stime af festivaludtagelser
I dokumentarkategorien er Danmark ligeledes repræsenteret.
Her er den internationale co-produktion ‘The Oligarch and the Art Dealer’ nemlig blevet udvalgt.
Serien er instrueret af danske Andreas Dalsgaard og følger konflikten mellem en schweizisk freeport-konge og en russisk oligark, der kommer i karambolage, da samarbejdet om deres store fælles kunstsamling bryder sammen.
‘The Oligarch and the Art Dealer’ var også udtaget til den prestigefylde amerikanske Sundance Film Festival samt vores egen CPH:DOX.
Canneseries løber af stablen fra den 23. til den 28. april.
