Fire personer er kvæstede efter et uheld i et skovområde. Billeder fra stedet vidner om, at der er sket en større udrykning i forbindelse med alarmopkaldet
Mandag kort efter klokken 18.35 har alarmcentralen modtaget et opkald fra rystede borgere, som kunne oplyse, at der var sket et voldsomt uheld med flere personer involveret.
Derfor rykkede en større gruppe beredskabsstyrker herunder en akutlægebil og mindst fire ambulancer ud til stedet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch bekræfter over for Presse-fotos.dk, at et uheld er sket langs Hjøllundvej i et skovområde ved Ikast.
“Jeg kan ikke sige så meget endnu, da politiet stadig er derude, men vi har et solouheld, hvor fire personer er involveret,” siger vagtchefen og tilføjer:
“De fire personer har siddet i en personbil, der er kørt af vejen, og nu ligger nede mellem nogle træer.”
Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi er alle de involverede personer kommet ‘lettere til skade’.
Det er indtil videre uklart, hvor mange af dem der er blevet kørt til behandling på hospitalet, og hvor mange der har kunne nøjes med behandling på stedet.
De nærmere omstændigheder herunder årsagen til solouheldet er politiet endnu ikke bekendt med.
“Men vejen er blevet åbnet op igen,” siger vagtchef Jens Claumarch.



