Femina vender tilbage på print

Illustrationsfoto.

Damemagasinet Femina vender tilbage som trykt magasin og erkender, at det var en fejl udelukkende at satse digitalt sidste år.

Sidste år meddelte damemagasinet Femina, at de fremover ikke ville satse på papirudgivelse.

Det har nu vist sig at være en fejl, erkender magasinet. Derfor lancerer Femina et digitalt plus-univers, som giver læserne mulighed for at abonnere på den digitale journalistik.

Det skriver Aller Media i en pressemeddelelse.

Der har nemlig været stor efterspørgsel på det fysiske magasin fra både læsere og annoncører, forklarer chefredaktøren.

“Vi vil gerne give de læsere, der foretrækker femina som trykt magasin, muligheden for at være en del af det kvindeunivers, vi har bygget op de seneste år. Vi får stadig henvendelser og reaktioner fra læsere, der savner det på papir, og vi kan se, at vi nu – med lanceringen af vores digitale plus-univers – har så mange stærke historier, at vi kan lave et fremragende magasin,”  siger chefredaktør på femina, Anne Wittorff, i pressemeddelelsen.

Behov for ægte fællesskab om kvalitetsjournalistik

Nu er Femina så tilbage som månedsmagasin, og timingen kunne ikke være bedre.

I en tid, hvor der er stort behov for et ægte fællesskab om kvalitetsjournalistik, tilbyder Femina nemlig nu et magasin, hvor læserne kan fordybe sig i historierne og vende tilbage til indholdet igen og igen.

“Vi er begejstrede over, at vi får lov til at starte på en frisk i en medievirkelighed, hvor mange andre går den modsatte vej. Det gør vi selvfølgelig, fordi vi synes, vi har noget helt unikt at tilbyde læserne,”  fortsætter Anne Wittorff.

Favner både digitalt og på print

Med lanceringen bliver Femina det første danske livsstilsbrand for kvinder, der introducerer et plus-univers.

Her kan man få lange, dybdegående interviews, baggrundsartikler og guides, som man kan få adgang til gennem et abonnement, alt sammen i troen på, at troværdigt kvalitetsindhold er vigtigere end nogensinde.

”Vi har en meget stærk tro på brandet femina, som vi mener kan favne alt, hvad enten det er digitalt, på print eller en kombination. Vi vil også se på tiltag som flere events, video og podcast indenfor plus-universet. I en verden, der er præget af hurtige kliks og masser af konflikter, er der behov for et medie, der dækker både samfundsdagsordener og livsstilsemner seriøst og nuancerede,” siger mediechef for Aller Livsstil, Emil Norsker. 

Det første magasin udkommer torsdag den 8. maj. 

Nu kan du være med til at bestemme hvilket nybyggeri i København, der skaber de bedste rammer for livet i byen.