Det såkaldte Fastelavn Bun Run fik sidste år stor opmærksomhed i Danmark. Forud for anden udgave har udlandet også spærret øjnene op for det alternative halvmaraton.
I de seneste år har fastelavnsbollen nået nye gastronomiske højder hos de danske bagerier.
Ofte ses der lange køer foran de mest trendy bagerier, der hvert år kommer med deres take på det højtelskede bagværk.
I 2025 tog arrangørerne fra Tipster skridtet videre og arrangerede verdens første Fastelavn Bun Run – et såkaldt fastelavnsbolleløb, der går forbi en række københavnske bagerier.
Arrangørerne blev blæst bagover af succesen, og nu har konceptet også fået stor international opmærksomhed forud for 2026-udgaven.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Blev blæst bagover af interessen
Man skulle umiddelbart ikke tro, at fastelavnsboller og halvmaraton gik hånd i hånd.
Men det gjorde det tilsyneladende for de mange tilmeldte, der strømmede til det allerførste Fastelavn Bun Run i 2025.
De kageglade løbere var ellevilde med idéen om et 21,1 kilometer langt løb gennem København med indlagte ‘forplejningszoner’ ved ti af byens bagerier.
Allerede i løbet af det første døgn tikkede 3.723 tilmeldinger ind til eventet.
I alt nåede mere end 8.000 at tilmelde sig til løbet.
Der måtte derfor trækkes lod blandt de tilmeldte, da der blot var 100 startnumre til eventet.
I udlandet blev de imponerede over den danske succes, og Tipster fik derfor muligheden for at eksportere konceptet til både New York og Amsterdam – her blev det dog til et Bakery Run frem for det meget danske fastelavnsbolleløb.
Især NYC Bakery Run blev en succes for Tipster, der fik hele 17.000 tilmeldinger og omtale i blandt andet CBS Saturday Morning og New York Post.
Endnu større i 2026
Med en overvældende interesse for den første udgave af Fastelavn Bun Run og flere succesfulde internationale versioner, har de udenlandske løbere tilsyneladende fået nys om det københavnske event, der i år løber af stablen den 1. februar.
I en pressemeddelelse fortæller arrangørerne, at man har modtaget flere udenlandske tilmeldinger.
“Vi kan allerede nu se på tilmeldingerne, at kageglade løbere fra flere kontinenter har fået øjnene op for, hvad København kan på bagværksfronten,” siger Simon Evers, arrangør af løbet og stifter af Tipster, i pressemeddelelsen.
Ifølge Simon Evers bliver årets udgave af løbet endnu større end debuten sidste år. Antallet af startnumre er tredoblet til 300, og i år deltager hele 18 bagerier fordelt på to ruter.
Blandt de deltagende bagerier er Juno, Hart, Københavns Bageri, Flere Fugle, Maison d’Angleterre og Rondo.
“Med den globale interesse kan vi med sikkerhed sige, at årets Fastelavn Bun Run bliver det største nogensinde. Det sætter endnu en gang København på verdenskortet som en unik destination for både løb og bagværk,” siger Simon Evers.
Tilmelding til eventet er gratis, og du kan læse mere her.
